Formel 1

Ekspert hylder Haas' forlængelse med Grosjean

Kevin Magnussen og Romain Grosjean skal også i den kommende Formel 1-sæson køre de to Haas-racere.

2019-sæsonen har indtil videre været en stor skuffelse for Haas, men teamet har valgt at fastholde dets kørere til den kommende sæson.

Kørerne på Haas' Formel 1-team vil i den kommende sæson endnu engang hedde Kevin Magnussen og Romain Grosjean.

Dermed fortsætter den danske og franske racerkører deres parløb for fjerde sæson i træk, og dagens udmelding fra det amerikanske Formel 1-team er positiv.

Det mener TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther.

- Jeg kan kun se det, som en god nyhed, for de to kørere er et godt makkerpar. Kevin Magnussen og Romain Grosjean er begge svinegode, og de har respekt for hinanden som teamkollegaer, siger Jens Winther.

Han forklarer, at Romain Grosjean qua sine kvaliteter som racerkører nogle gange kan være en smule hurtigere end Kevin Magnussen. Derfor er danskeren "nødt til at oppe sit game" og køre endnu stærkere.

- Kevin har brug for en teamkollega, der kan skubbe til ham, og som er stærk. Kevin respekterer Grosjean som racerkører, fordi han kender ham ultragodt. Med status quo i teamet skal Magnussen ikke bruge unødvendige ressourcer på at lære en ny teamkollega at kende, og det er positivt, siger Jens Winther.

En ny kører kræver tid at integrere på et team, og de kræfter vil alt andet lige fjerne fokus fra problemerne med bilen

Jens Winther, TV 2 SPORTs motorsportsekspert

Fokuserer kræfterne på bilen

Mens TV 2 SPORTs motorsportsekspert roser Haas-kørerne, så står Haas-teamet samtidig over for en enorm udfordring i at forstå deres bil og få den til at være hurtig.

Og netop det kan være én af grundene til, at det amerikanske Formel 1-team vælger at holde fast i holdets erfarne kørere og fokusere kræfterne på at optimere bilens hastighed.

For alt, hvad der udskiftes og ændres på et Formel 1-team, vil koste både mentale og fysiske ressourcer, siger Jens Winther:

- En ny kører kræver tid at integrere på et team, og de kræfter vil alt andet lige fjerne fokus fra problemerne med bilen. Derfor tolker jeg dagens nyhed, som om Haas vælger at fokusere alle ressourcer på at forstå bilen og dens dæk.

Afgørende erfaring med holdet

Mens det var helt forventet, at Kevin Magnussen fortsætter hos Haas-teamet, var der på forhånd større usikkerhed om Romain Grosjeans fremtid. For andre kørere er i den seneste tid blevet rygtet til Haas.

Det gælder ikke mindst den tyske racerkører Nico Hülkenberg, der på rygteplan er blevet sendt imod det andet sæde på Haas-teamet.

Haas' teamchef, Günther Steiner, udtalte i august, at valget stod mellem en forlængelse med Grosjean eller en kontrakt med enten tyske Nico Hülkenberg eller franske Esteban Ocon.

Den 32-årige tyske kører må altså spejde langt efter et sæde hos Haas, hvilket ifølge Jens Winther er positivt.

- Nico Hülkenberg kommer fra et problemfyldt Renault-team, hvor australske Daniel Ricciardo er kommet til i begyndelsen af denne sæson. Det har fået fokus over på kørerne og væk fra Renaults-teamets bil. Haas gør derimod det modsatte - og rigtige - ved at satse på de erfarne kræfter, siger Jens Winther.

Netop Romain Grosjeans store erfaring og rutine med det amerikanske Formel 1-hold var afgørende for Haas' beslutning om valg af kørere til den kommende sæson.

Det afslørede teamchef Günther Steiner i dagens pressemeddelelse:

- Erfaringen og behovet for det har været en af hjørnestenene i Haas F1 Team, og med Romain Grosjean og Kevin Magnussen, der kæmper for holdet i 2020, fortsætter vi med en lineup, der tilbyder os en solid platform til at fortsætte vores fremgang.

Skuffende 2019-sæson

Kevin Magnussen og Romain Grosjean ligger aktuelt side om side i den samlede VM-stilling som henholdsvis nummer 16 og 17.

Danskeren har indkørt 18 point, mens franskmanden har fået 8 point.

Dermed ligger Haas-teamet samlet på en skuffende næstsidsteplads blandt de ti hold i konstruktørernes mesterskab.