Formel 1

Formel 1-stjerner revser nyt forslag: - Det er ikke løsningen

Formel 1-profilerne Sebastian Vettel og Lewis Hamilton er utilfredse med, at de måske skal vænne sig til at starte i omvendt rækkefølge i 2020. Roslan Rahman / Ritzau Scanpix

Formel 1-profilerne Sebastian Vettel, Lewis Hamilton og Charles Leclerc er langt fra tilfredse med idéen om at bytte om på startpositionerne.

Der er lige nu diskussioner mellem holdene og ejerne af Formel 1, Liberty Media, om at forsøge sig med reverse grid-races.

Det betyder, at man vil teste et par af løbene i 2020 med et startfelt, hvor der er byttet om på pladserne.

Et forslag, der langt fra falder i god jord hos de største Formel 1-stjerner.

- Det er noget lort for at være ærlig. Jeg ved ikke, hvilket geni der er kommet på den idé, men det er ikke løsningen. Det er en fuldstændig forkert tilgang, siger den tidligere verdensmester Sebastian Vettel efter lørdagens kvalifikation i Singapore.

Den forsvarende Formel 1-verdensmester, Lewis Hamilton, er også helt enig med tyskeren.

- Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal sige. De folk, der har foreslået det, aner ikke, hvad de snakker om, siger Hamilton.

Også det unge stjerneskud Charles Leclerc, der har vundet pole position de seneste tre grandprixer, kan ikke lide tanken om ikke at starte forrest.

- Jeg er meget gladere for at starte først i morgen (søndag, red.), men jeg synes ikke, det er løsningen for Formel 1. Den bedste skal vinde og starte i den bedste position – og ikke i omvendt rækkefølge. Jeg tror ikke, det er løsningen, siger den unge monegasker.

Holdene overvejer allerede at bruge tre af næste års 22 løb på at eksperimentere med et anderledes kvalifikationsformat.

Velkendt motorsportskoncept

Det er forskellige formater, der er blevet foreslået, og i andre motorsportsmesterskaber bruger man allerede omvendte grids.

For eksempel har man i Formel 3 forsøgt sig med et weekendformat, hvor der er to løb. De otte bedst placerede i løb nummer et starter i omvendt rækkefølge i løb nummer to, mens bilerne fra niende position og ned beholder placeringen.

Så vinderen af første løb starter som nummer otte i andet løb, nummer to i første løb starter som nummer syv i andet løb og så videre.

I første løb er der så flere point på spil, hvor vinderen henter 25, hvorimod man i løb to så kun kan hente 15 point ved at vinde.

I første løb er pointfordeling 25, 18, 15, 12, 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point til de ti bedst placerede biler. I løb to er der 15, 12, 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point på spil de otte bedste.

Om det er samme format som i Formel 3, der bliver drøftet, vides endnu ikke, men det ligner under alle omstændigheder ikke, at Formel 1-stjernerne er interesseret i at ændre på det nuværende koncept.