Formel 1

Ricciardo kalder grandprix for spild af tid: - De burde betale for min billet hjem

Daniel Ricciardo kalder weekenden i Singapore for spild af tid. Diego / Ritzau Scanpix

Daniel Ricciardo endte som nummer 14 i Singapores grandprix, og det er ikke en weekend, han vil se tilbage på med glæde.

Dagen efter søndagens Formel 1-grandprix i Singapore er der stadig noget fra lørdag, der nager Daniel Ricciardo.

Her blev den australske Renault-kører diskvalificeret i kvalifikationen til grandprixet for brud på reglementet om motorens elektroniske genopladningssystem. Således gik han fra at skulle starte som nummer ni til at starte bagerst på 20.-pladsen.

Et svært udgangspunkt for Ricciardo, der ikke formåede at køre sig i top-10 og i pointene. Han endte på en 14.-plads, og efter grandprixet følte han, at hele weekenden blev ødelagt på grund af den - ifølge ham selv - urimelige straf.

- Hvis du drager fordel af det (bruddet på reglementet, red.), så slet omgangen i stedet for at bogstavelig talt ødelægge hele min weekend… Jeg føler, de burde betale for min businessklassebillet hjem, siger han til Autosport og tilføjer:

- Det var lidt spild af tid at komme her nu.

Urolig nattesøvn over straf

Da lørdagens kvalifikation var overstået, troede Daniel Ricciardo ellers, at han havde givet sig selv gode betingelser i forhold til at skaffe point til VM-stillingen søndag. Om aftenen fandt han så ud af, at han måtte starte 11 pladser dårligere end udgangspunktet.

Han mener, at straffen er hård for noget, der skete på én omgang, og som han ikke fik nogen fordel af.

- Det skete én gang på én omgang. Hvis det skete i alle sving under hele kvalifikationen, ville jeg ikke klage.

Straffen ramte australieren så hårdt, at han ikke kunne tænke på andet siden den nedslående meddelelse fra Den internationale motorsportsunion (FIA).

- Jeg havde en meget urolig nattesøvn og prøvede at gå igennem i mit hoved, hvorfor en straf skulle være så hård.

Daniel Ricciardo har efter 15 løb samlet 34 point i sin første sæson på det franske mandskab. Han er nummer ni i VM-stillingen. I den kommende weekend er der allerede mulighed for oprejsning ved det russiske grandprix.