Formel 1-gigant genforenes med Mercedes i ny aftale

16x9
McLaren-racer under Formel 1-grandprixet i Singapore. Foto: Tim Chong / Ritzau Scanpix

McLarens Formel 1-biler skal fra 2021 igen køre med motorer produceret af Mercedes-Benz.

Et af de mere succesfulde partnerskaber i Formel 1 genopstår.

Lørdag meddeler McLaren på sin hjemmeside, at holdets biler i motorsportens kongeklasse fra 2021 igen vil være udstyret med motorer produceret af Mercedes-Benz.

Den nye aftale mellem McLaren og Mercedes gælder i første omgang frem til og med 2024-sæsonen.

- Denne aftale er et vigtigt skridt i vores langsigtede plan om igen at få succes i Formel 1, siger administrerende direktør i McLaren Racing Zak Brown på holdets hjemmeside.

- Mercedes er blevet et benchmark, både som hold og med hensyn til motorer, så det er naturligt, at vi opsøger et samarbejde med den virksomhed i den næste fase af vores rejse.

McLarens biler kørte fra 1995 til 2014 med Mercedes-motorer. I den periode vandt holdet tre verdensmesterskaber - to med finske Mika Häkkinen og et med Lewis Hamilton.

Fra 2015 til 2017 leverede Honda motorer til McLaren. Siden har Renault med sine motorer forsøgt at sætte fart i det britiske holds biler. Det har dog i begge tilfælde ikke kastet ret meget succes af sig.

McLarens to biler køres i 2019 af Carlos Sainz Jr. og Lando Norris. De ligger i øjeblikket på 7.- og 12.-pladsen i VM-stillingen.

Holdets bedste placeringer i 2019 er to femtepladser - begge leveret af Carlos Sainz Jr.