Ikke en fordel at starte i pole position, mener Leclerc

16x9
For fjerde gang i træk starter Charles Leclerc i pole position. Foto: Yuri Kochetkov / Ritzau Scanpix

Ferraris Charles Leclerc er glad for at starte i pole position, men han er ikke sikker på, det giver ham de bedste forudsætninger for at vinde.

Der er ingen tvivl om, at Charles Leclerc er den hurtigste mand i Formel 1-feltet i øjeblikket.

Det satte Ferrari-køreren en fed streg under lørdag, da han sikrede sig pole position for fjerde løb i træk.

Men når den 21-årige monegasker starter forrest i søndagens russiske grandprix i Sochi, så er det ikke nødvendigvis nogen fordel. Det mener Charles Leclerc i hvert fald selv.

- Det er selvfølgelig godt at være tilbage i pole position, men jeg ved ikke, om det er den bedste bane at starte forrest på, fortæller Ferrari-stjernen ifølge PlanetF1.

- Der er en meget lang og lige strækning efter starten. Den bliver meget vigtig som vanlig, men her i Sochi bliver den ekstra vigtig på grund af den ekstra lange strækning.

- En tredjeplads er som pole position

Den holdning står Charles Leclerc ikke alene med.

Teamkollegaen Sebastian Vettel starter som nummer tre, og det kan vise sig at give den tidligere verdensmester en stor fordel. Det vurderer Ferraris testkører, Marc Gene.

- At starte som nummer tre er nærmest som at starte i pole position, fortæller Marc Gene ifølge PlanetF1.

Samme holdning har Sebastian Vettel.

- Der kan potentielt være en fordel. Men du er nødt til at få en god start. Jeg er dog ikke helt tilfreds, fortalte Sebastian Vettel efter lørdagens kvalifikation.

Ferrari har vundet de sidste tre F1-grandprixer. Det har de ikke præsteret siden 2008.

Mens Ferrari-holdet igen havde god fart i deres røde racer, så skuffede danske Kevin Magnussen stort i lørdagens kvalifikationen.

Efter en forrygende præstation i Q1 røg danskeren ud i anden kvalifikationsrunde efter en lille kørefejl. Derfor starter danskeren helt tilbage som nummer 14. Om det viser sig at være en fordel kan du se i morgen, når vi her på sport.tv2.dk blænder op for en liveblog på løbet. Den kan du følge fra klokken 13:00.