Irriteret Magnussen ærgrer sig over fejl, der kostede dyrt i kvalifikationen

16x9
Kevin Magnussen var frustreret over, han ikke kunne levere et bedre resultat. Foto: Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen var irriteret over sin egen præstation i kvalifikationen til det russiske grandprix.

Det endte med en skuffelse, selvom der var rigtig god fart i Kevin Magnussen og Haas-raceren, da Formel 1-feltet lørdag kørte kvalifikation til det russiske grandprix.

I den første af de tre kvalifikationsrunder imponerede danskeren ellers stort som den 6.-hurtigste mand, og en startplads i top-10 til søndagens ræs virkede langt fra umulig i den amerikanske racerbil.

I anden kvalifkationsrunde, Q2, smuldrede det hele dog. Magnussen lavede en fejl i et sving på sin sidste omgang, der skulle have sikret ham en plads i sidste kvalifkationsrunde, Q3. I stedet måtte danskeren tage til takke med en startplads som nummer 14.

- Jeg laver en fejl. Ja... Det var ikke noget særligt. Jeg lavede bare en lille fejl, lød det fra en tydeligt skuffet og irriteret Kevin Magnussen til TV3+ efter kvalifikationen.

- Bilen var rigtig god, så det er virkelig ærgerligt. Men sådan er det. Det er et hårdt felt, og jeg lavede en fejl, og så ryger man ned.

I stedet kunne Kevin Magnussen se til fra garagen, mens franske Romain Grosjean forsvarede Haas' ære i Q3.

Franskmanden kørte sig til en startplads som nummer 9, når der søndag køres om VM-point i det russiske grandprix i Sochi. Her håber Kevin Magnussen, at han kan tage revanche efter den skuffende kvalifikation.

- Der er altid muligheder, men jeg er lidt irriteret lige nu, lød det kortfattet fra Kevin Magnussen til TV3+.

Hurtigste mand i kvalifikationen var Ferraris Charles Leclerc, der starter i pole position for fjerde gang i træk. Den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton starter som nummer to.