Vettel gik imod teamordre: - Vi bliver nødt til at stole på hinanden, siger Leclerc

16x9
Sebastian Vettel og Charles Leclerc. Foto: Maxim Shemetov / Ritzau Scanpix

Tyske Sebastian Vettel skulle have ladet teamkollegaen Charles Leclerc overhale ham i starten af det russiske grandprix, men han adlød ikke ordren.

For første gang i fire løb blev det ikke Ferrari, der stod øverst på podiet, da Formel 1-feltet søndag kørte det russiske grandprix.

Men det var ikke det, der fyldte mest efterfølgende for de fremmødte medier og det italienske hold selv. Det var i stedet det faktum, at Sebastian Vettel gik imod en teamordre om at lade Charles Leclerc overhale ham – til stor frustration for både Ferrari og Charles Leclerc.

Senere i løbet endte Sebastian Vettel med at udgå, mens monegaskeren Charles Leclerc måtte tage til takke med en tredjeplads.

På trods af frustrationerne understregede den unge monegasker efterfølgende, at han stadig stoler på Sebastian Vettel.

- Vi bliver nødt til at stole på hinanden, Seb (Sebastian Vettel, red.) og jeg, for jeg tror, det er meget vigtigt og fordelagtigt for os som hold i nogle situationer at vide, at man kan regne med den anden bil og vice versa, sagde Charles Leclerc ifølge crash.net.

Også Sebastian Vettel blev spurgt ind til episoden efter løbet, men han var ikke meget for at tale om det foran den flok af journalister, der var mødt op.

- Jeg tror for min side af sagen, at det er bedst, hvis jeg ikke siger noget, lød det kortfattet fra Sebastian Vettel.

Vreden kammede over i teamradioerne

Charles Leclerc havde pole position, mens Sebastian Vettel startede i tredje position. Førstnævnte hjalp dog Sebastian Vettel i starten ved at køre ind foran ham og sikre ham en plads i slipstrømmen.

Det resultererede i, at tyskeren overhalede Charles Leclerc, og det var netop en del af Ferraris taktik. Senere i løbet ville det italienske storhold så have sendt monegaskeren forrest igen, men her var Sebastian Vettel ikke samarbejdsvillig.

Det var tydeligt at høre i Ferraris teamradio i starten af løbet:

Omgang 5:

Ferrari til Leclerc: - Han lader dig køre forbi i næste omgang.

Omgang 6:

Vettel til Ferrari: - Jeg ville have ladet ham køre forbi alligevel. Lad os bruge to runder mere på at køre fra Lewis Hamilton og giv mig besked.

Omgang 7:

Ferrari til Vettel: - Lad Charles komme forbi.

Vettel til Ferrari:- Sig, at han skal komme tættere på.

Omgang 8:

Ferrari til Vettel: - Luk ham forbi. Afstanden er 1,4 sekunder.

Leclerc til Ferrari: - I skal få mig forbi. Jeg respekterede det hele. Vi taler det igennem senere, men nu er det tydeligvis svært at lukke hullet.

Omgang 10:

Ferrari til Leclerc: - Charles, vi laver byttet en smule senere. Lewis (Hamilton, red.) er en smule for tæt på, og vi laver skiftet senere. Fokuser på dit løb, tak.

Leclerc til Ferrari: - Jeg forstår det fuldstændig, den eneste ting er bare, at jeg respekterede og gav ham slipstrøm uden problemer. Så forsøgte jeg at presse på i starten af løbet. Intet problem, styr situationen.

Løbet endte med Ferrari-nedtur, da først Sebastian Vettel udgik, mens både Lewis Hamilton og Valtteri Bottas overhalede Charles Leclerc.

Derfor øgede Lewis Hamilton sin føring i den samlede VM-stilling og nærmer sig endnu en verdensmestertitel.

Du kan se hele VM-stillingen her.