Japansk mester får debut i Formel 1 på hjemmebane

16x9
NaNaoki Yamamoto er bestemt ikke vant til at sidde i en Formel 1-racer. Foto: Toro Rosso

Den japanske Super Formula- og Super GT-mester, Naoki Yamamoto, får fredag sin debut i Formel 1.

Det er nok kun de mest inkarnerede motorsportsfans, der kender den japanske racerkører Naoki Yamamoto.

Men den 31-årige japaner tager i den kommende weekend de første spæde skridt mod at blive et mere husholdt navn hos Formel 1-tilhængere verden over.

Her debuterer Naoki Yamamoto nemlig i Formel 1, når han overtager rattet i Pierre Gaslys Toro Rosso-racer i fredagens træning forud for det japanske grandprix i weekenden.

- At få den her chance på Suzuka-banen, der er så vigtig for mange japanske racerkører, foran så mange japanske fans, vil gøre oplevelsen endnu mere speciel, forklarer Naoki Yamamoto til Toro Rossos hjemmeside.

- Jeg vil nyde det så meget som muligt, og jeg vil gøre mit bedste for at få mest muligt ud af denne chance.

'Specielt øjeblik'

Naoki Yamamoto har fået chancen, selvom han ikke har nogen erfaring fra motorsportens fineste klasse, Formel 1.

Det er særligt grundet stor opbakning og støtte fra Honda, der leverer motorer til Toro Rosso og ejer banen i Japan, hvor der i weekenden skal køres ræs, at Naoki Yamamoto får sin debut.

- Mit mål er at indsamle en masse brugbar information til holdet. Det bliver et specielt øjeblik, udtaler Naoki Yamamoto til Toro Rossos hjemmeside.

Men talentet for at køre stærkt er i den grad til stede hos japaneren.

Således kan Yamamoto prale af at være forsvarende mester i den japanske Super Formula og Super GT-klassen. I sidstnævnte er den kommende Formel 1-kører holdkammerat med den tidligere verdensmester Jenson Button.

- Jeg mener helt personligt, at han skal køre Formel 1. Særligt når man ser på, hvad han har opnået i Super Formula, som er et godt sted at vise sig selv frem, udtalte Button sidste år til Autosport.

Og det kommer altså til at ske i weekenden, når Naoki Yamamoto fredag sætter sig til rette i Toro Rosso-raceren.

Lørdag er Pierre Gasly tilbage i bilen til træning og kvalifikationen, mens franskmanden ligeledes kører det japanske grandprix søndag.