Formel 1-kvalifikation kan blive ramt af 200 millimeter regn

16x9
Kevin Magnussen blev nummer ni i det russiske grandprix. Foto: Yuri Kochetkov / Ritzau Scanpix

En japansk supertyfon rammer formentlig Formel 1-løbet i Japan i denne weekend.

I weekenden skal der køres ræs i Japan, når Formel 1-feltet gæster Suzuka-banen i den østlige del af landet.

Men de hurtige racerbiler kan bogstaveligt talt ende med at drukne i regn og voldsomt blæsevejr. Supertyfonen Hagibis truer nemlig gevaldigt med at ødelægge den japanske Formel 1-fest lørdag og søndag.

Lige nu samler Hagibis-tyfonen kræfter i Stillehavet syd for Japan, hvor den natten til onsdag tiltager i styrke og bliver til en tyfon i kategori-5. Den højeste kategori overhovedet.

- Tyfonen kan ramme Japan, som den kraftigste i år, lyder forudsigelserne fra Japans Meteorlogiskeforbund, JMA.

200 millimeter regn

Derudover viser prognoser fra TV 2 Vejret, at tyfonen rammer Suzuka-banen i weekenden, hvor Kevin Magnussen og de andre Formel 1-stjerner skal køre ræs.

- For det japanske Grandprix på Suzuka-banen betyder det, at især kvalifikationen lørdag bliver hårdt ramt, fortæller TV 2 Vejrets Anders Brandt.

- Ifølge de seneste prognoser ventes op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke lørdag eftermiddag lokal tid, og med sig bringer tyfonen også store mængder regn.

Supertyfonen vil dog at aftage i styrke frem til lørdag, hvor den ventes at ramme som en tyfon i kategori-2.

- I løbet af lørdagen kan der falde over 200 millimeter regn i Suzuka, og lørdag eftermiddag ventes der at falde hele 15 til 20 millimeter regn i timen, forklarer Anders Brandt fra TV 2 Vejret.

Mens kvalifikationen særligt ventes at blive hårdt ramt, så ser Anders Brandt mere positivt på vejrudsigten for søndag, hvor VM-pointene skal fordeles.

- Til selve løbet ventes det at klare op. Det bliver tørt – men stadig med relativt blæsende vejr.

VM i rugby er også truet af tyfonen

Hos Det Internationale Motorsportsforbund, FIA, holder de nøje øje med vejrsituationen og weekendens prognoser. Og de japanske arrangører er næppe meget for at tage chancer, når de tænker tilbage på Formel 1-grandprixet i 2014.

Her var løbet ligeledes påvirket af rigtig dårligt vejr, hvilket var én af årsagerne til, at Jules Bianchi endte i en grim ulykke, der kostede ham voldsomme hovedskader og ni måneder senere førte til hans død.

Det er dog langt fra kun Formel 1-løbet i Japan, der er truet af supertyfonen.

I disse dage er der ligeledes gang i VM i rugby. Her truer vejret med at aflyse kampe i weekenden, hvor Japan møder Skotland, der dog ikke frygter for vejret.

- Det betyder ikke noget. Vi er fra Skotland. Regn, Hagl. Det er ligegyldigt. Vi har klaret langt værre ting, fortæller den skotske landsholdsspiller Gordon Reid til BBC.