- Vi har en god mulighed for flere point, siger optimistisk Magnussen

16x9
Kevin Magnussen smiler efter sin niendeplads i Sochi i det russiske Grand Prix Foto: Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen er vild med Suzuka-banen i Japan og tror på, at der kan være point at hente i et grandprix, der passer Haas-bilerne godt.

Der var point på kontoen til Kevin Magnussen i det seneste Formel 1-grandprix, da det blev til en niendeplads og to point i VM-stillingen i Sochi.

Nu håber den danske Haas-kører, at han kan bære momentum ind i Japans grandprix på Suzuka-banen i den kommende weekend.

- Suzuka er fantastisk, fordi det er en hurtig bane. Vi har en god mulighed for flere point. Vores bil er normalt god på de her højhastighedsbaner. Lad os se, hvordan det går, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.

Men det er ikke udelukkende Suzuka-banen, som den danske kører har det godt med. Det gælder også de japanske Formel 1-tilhængere.

- Jeg elsker den inderlighed, som de japanske fans viser, og jeg glæder mig til at se det komme i spil i løbet af weekenden. Det er noget ganske særligt at opleve for en kører.

Grosjean håber på succes

Det er også håbet, at Haas-mandskabet er på rette vej igen efter en noget haltende sæson.

- Vi startede sæsonen godt, men så var det som om, vi mistede orienteringen og havde en række hårde løb. Nu er det som om, vi er ved at komme tilbage på benene. Det er godt at se, og det er et bevis på det store arbejde, teamet har leveret, lyder det fra danskeren, der indtil videre har kørt 20 VM-point ind i denne sæson. 12 flere end teamkollegaen Romain Grosjean.

Netop Magnussen franske kollega håber også på, der er forbedring i vente på en bane, der ligger godt til Haas-racerne.

- Suzuka er en fantastisk bane, og vi har altid været konkurrencedygtige der. Jeg håber på det samme igen i år, fortæller Grosjean til hjemmesiden.

Sidste sæson sluttede franskmanden som nummer otte på Suzuka-banen, mens Kevin Magnussen ikke fik sin bil over målstregen.

Det skete i et løb, der endte med en dobbelt-triumf til Mercedes, hvor Lewis Hamilton vandt foran Valteri Bottas.