Formel 1

Renault risikerer udelukkelse efter brug af ulovligt bremsesystem

Renault er røget i problemer for deres bremsesystem.

Renault-holdet kan blive straffet med både diskvalifikation og en stor bøde efter brug af et ulovligt bremsesystem.

Det går rigtig stærkt i Formel 1.

Derfor er det ekstraordinært vigtigt med gode bremser, men Renault-holdet har måske gjort brug af lidt for gode stopklodser.

Det franske team undersøges lige nu for brug af et ulovligt bremsesystem, der angiveligt skulle være med til at regulere bremsebalancen og dermed give kørerne en fordel. Det strider mod reglerne.

- Kørerne skal køre bilen alene og uden hjælp, lyder artikel 27.1 i Formel 1's eget regelregulativ.

Undersøgelsen af det internationale motorsportsforbund, FIA, sker på baggrund af en klage fra det rivaliserende Formel 1-team Racing Point, der blev indleveret efter weekendens grandprix i Japan.

- Det er en stor fordel. Normalt er køreren selv ansvarlig for at regulere bremsebalancen, så hvis det sker automatisk, kan du bremse senere og dermed tage mere fart med ind i hvert sving, fortæller den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher til Sky F1.

- Et automatisk system, der bliver kontrolleret elektronisk, kan gøre det meget bedre og hurtigere, end en kører kan manuelt.

Risikerer udelukkelse

Ralf Schumacher ser med stor alvor på anklagen fra Racing Point, da det "ikke er kotyme at anklage andre hold for noget uden at være 100 procent sikker på et lovbrud".

Renault har selv afvist alle anklagerne om snyd og vil forsvare sig selv "benhårdt".

Men er der hold i anklagerne, kan det franske mandskab i værste fald ende med at blive smidt ud af dette års Formel 1-mesterskab og ikke mindst modtage en stor bøde.

- Hvis det her er rigtigt, er det en katastrofe for Renault. FIA (det internationale motorsportsforbund, red.) er nødt til at være helt sikre, fordi det her vil sende Renault langt, langt tilbage, lyder Ralf Schumachers vurdering.

Sidst FIA straffede et hold for at snyde var i 2007, hvor McLaren blev diskvalificeret fra det pågældende mesterskab og fik en bøde på cirka 550 millioner kroner.

Det er endnu uvist, hvornår der falder en afgørelse i sagen om Renault og det automatiske bremsesystem.