Formel 1

Tidligere Ferrari-kører kritiserer Vettel: - Ikke sine fire VM-titler værdig

Sebastian Vettel på et pressemøde inden Mexicos grandprix.

Ferrari bør satse alt på Charles Leclerc i fremtiden og putte Sebastian Vettel på is, mener den tidligere racerkører Eddie Irvine.

Sebastian Vettel har kunnet kalde sig verdensmester i den fineste motorsportsklasse af dem alle hele fire gange i karrieren.

Evnerne til at vinde i Formel 1 har de dog ikke set så meget til hos Ferrari, som den tyske racerkører skiftede til tilbage i 2015.

Heller ikke i denne sæson har den 32-årige tysker imponeret. Internt på det italienske mandskab er Sebastian Vettel ligeledes blevet overhalet af det unge stjerneskud Charles Leclerc.

- Jeg sagde det allerede i starten af året. At Sebastian Vettel var forsvarsløs og neutral, og alle troede jeg var sindssyg, fortæller den tidligere Ferrari-kører Eddie Irvine ifølge Planetf1.

- Jeg troede allerede inden sæsonen, at Leclerc havde en god mulighed for at slå ham, fordi jeg ikke mener, Vettel er en værdig firedobbelt verdensmester.

Den 22-årige Leclerc har da også vist sig som den stærkeste af ham og den ti år ældre læremester.

Vettel har ét år tilbage af kontrakten

Monagaskeren ligger nummer tre i VM-stillingen efter den nykårede verdensmester, Lewis Hamilton, og hans teamkollega Valtteri Bottas fra Mercedes. Sebastian Vettel er derimod nede som nummer fem.

Netop derfor mener Eddie Irvine, der selv kørte Formel 1-ræs for Ferrari i tre år i slutningen af 1990'erne, at det italienske storhold skal satse på Charles Leclerc i fremtiden.

- Jeg synes, Ferrari skal have deres fokus på Leclerc, men vi har set i denne sæson, at Vettel ikke bare overgiver sig, fordi han er en tidligere verdensmester. Det har de tabt løb på, påpeger den pensionerede racerkører overfor Planetf1.

- Vettel fik en fantastisk aftale med Ferrari. Jeg var overrasket over, at de tog ham, fordi han på daværende tidspunkt blev smadret af alle sine konkurrenter.

Sebastian Vettel går ind i det sidste år af sin kontrakt med Ferrari, der løber frem til udgangen af 2020. Charles Leclerc har kontraktudløb i 2022.