Formel 1

Leclerc får placeringsstraf: - Den bedste mulighed

Charles Leclerc til grandprixet i Brasilien. Sebastiao Moreira / Ritzau Scanpix

Ferraris Charles Leclerc vælger en placeringsstraf i årets næstsidste Formel 1-grandprix.

10 placeringer.

Så stor er straffen for det motorskifte, som Charles Leclerc har fået foretaget på sin Ferrari forud for Formel 1-grandprixet i Brasilien.

Skiftet var nødvendigt efter et olielæk i USA for to weekender siden, men kan blive bekosteligt i kampen om tredjepladsen med kun ét Grand Prix tilbage efter det brasilianske.

- Den her weekend vil selvfølgelig ikke blive let med en straf på 10 placeringer, siger Charles Leclerc ifølge mediet Autosport.

Men faktisk kunne Formel 1-stjernen være havnet bagerst i feltet.

Han og Ferrari har valgt en mellemløsning og skiftet til en ældre motor i stedet for at skifte til en helt frisk og til gengæld acceptere yderligere 10 strafplaceringer.

- Jeg mener, at det her var den bedste mulighed for os i resten af mesterskabet, så jeg vil prøve at begrænse skaderne så meget som muligt denne weekend, siger Charles Leclerc, som ser frem til for alvor at se forbedringer ved skiftet af motor ved sidste grandprix i Abu Dhabi 1. december.

Her kan kampen om tredjepladsen i kørernes mesterskab være helt åben.

Charles Leclerc er i øjeblikket nummer tre med 249 point, men Red Bulls Max Verstappen (235 point) og holdkammeraten Sebastian Vettel (230 point) har alle forudsætninger for at hente ind på den straffede stjerne fra Monaco.

Charles Leclerc var imidlertid næsthurtigst ved anden træning i grandprix, hvor netop den tyske teamkollega Vettel var hurtigere.