Formel 1

Hamilton straffet - McLaren får første podie siden Magnussen-debut

Det var for en kort bemærkning, at Lewis Hamilton kunne glæde sig over sin tredjeplads i Brasilien.

Det kostede Lewis Hamilton tredjepladsen i det brasilianske grand prix, da han kørte Alex Albon af banen i den dramtiske afslutning

Verdensmesteren Lewis Hamilton kørte Alexander Albon af banen kort før afslutningen af det brasilianske grand prix, og det koster nu briten podiepladsen i Sao Paulo.

Lewis Hamilton kom ellers over målstregen som nummer tre på Interlagos-banen efter vinderen Max Verstappen og den sensationelle toer, Pierre Gasly. Og blev også efterfølgende tiljublet for sin podieplads. Men briten vidste, at der hang en jury-afgørelse over hans placering.

Den kom en halv times tid efter løbets afgørelse, og tidsstraffen for at køre thailænderen Albon og hans Red Bull af banen blev takseret til en tidsstraf på fem sekunder.

En straf, der i den tætte afgørelse med safety car lige op til de to sidste omgange, betyder, at briten ryger fra tredje- til syvendepladsen, mens McLarens Carlos Sainz i stedet overtager den sidste plads på podiet.

Det betyder rent faktisk, at McLaren henter teamets første podieplads siden 2014. Faktisk første podieplads til McLaren siden Kevin Magnussen blev nummer to i sit første grand prix nogensinde, der blev kørt i Australien.

Situationen mellem Hamilton og Albon var i en duel om tredjepladsen som Red Bull-føreren var i besiddelse af, og var på den måde på vej mod karrierens første podieplads.

Hamilton i den sølvgrå Mercedes kører Alex Albon af banen i Sao Paulo.

Efter løbet erkendte thailænderen også, at han var ærgerlig, men han vidste også, at verdensmesteren ikke var ude i et ondt ærinde.

- Selvfølgelig gjorde han det ikke med vilje. Jeg er ikke vred på Lewis, sagde Albon efter løbet til autosport.com.

Lewis Hamilton var også klar med en undskyldning for sin kørsel og havde ingen problemer med at erkende sin skyld i kollisionen, der sendte Albon helt ned som nummer 14 i den dramatiske afslutning.

- Jeg har fået en straf og påtager mig skylden, eftersom jeg kom bagfra, lyder det fra Hamilton ifølge Autosport.

- Set i bakspejlet kunne jeg have ventet for at komme over linjen, men det er nemt at se tingene i bakspejlet.

Én ting er sikkert. Duellen mellem Hamilton og Albon handlede ikke om de to, briten havde nemlig tankerne meget længere fremme ved løbets førende kører - Max Verstappen.

- I mine tanker, var jeg fokuseret på at hente Max. Det var ikke videre sandsynligt, men det var målet.