Formel 1

Magnussen misser point på sidste omgang i dramatisk løb

Kevin Magnussen endte uden for pointene i Brasiliens grandprix.

Kevin Magnussen sluttede som nummer 11 og måtte dermed sande, at han heller ikke fik point i det brasilianske grandprix.

Kevin Magnussen var søndag aften særdeles tæt på at levere et stort comeback og køre sig til point i det brasilianske grandprix.

Danskeren var ellers blevet kørt af banen allerede på sjette omgang efter et sammenstød med Renaults Daniel Ricciardo. Men på grund af flere episoder med safetycar formåede den danske Haas-kører at kæmpe sig tilbage i kampen om point.

Og netop point så det ud til at danskeren skulle få, da han med to omgange tilbage kørte sig op på en 10.-plads. Men Magnussen blev kort efter overhalet af Toro Rossos Daniil Kvyat, hvilket betød, at Magnussen sluttede som nummer 11 - lige uden for pointene.

Teamkollegaen Romain Grosjean sluttede som nummer 13.

Kevin Magnussen startede løbet som nummer 9, men manglende fart i bilen sendte hurtigt danskeren ned som nummer 13. Seks omgange inde i løbet blev starten kun endnu værre.

Daniel Ricciardo forsøgte at overhale den 27-årige Haas-kører, men det endte i stedet i et sammenstød, hvor Magnussen spinnede rundt og røg endnu længere tilbage i feltet. Løbsjuryen vurderede efterfølgende, at sammenstødet var Renault-kørerens skyld og tildelte ham en tidsstraf på fem sekunder.

Flere uheld undervejs

Men løbet bød på flere episoder med safety car. Først var det Mercedes' Valtteri Bottas, der fik motorproblemer og måtte udgå. Og med fire omgange tilbage var det så Ferraris Sebastian Vettel og Charles Leclerc, der kørte sammen i en sådan grad, at de ikke var i stand til at køre videre.

Hvis Kevin Magnussen havde fået point i det dramatiske løb, ville det være de første point til Haas siden det russiske grandprix i september, hvor danskeren kørte sig til en niendeplads og to point i Sochi.

Løbet blev vundet af Red Bulls Max Verstappen, der overvandt flere angreb fra særligt Lewis Hamilton. Briten sluttede selv som nummer tre, mens Pierre Gasly fra Toro Rosso noget overraskende kørte sig ind på en andenplads.

Triumfen var Verstappens tredje i denne sæson. Tidligere på året vandt hollænderen det østrigske og tyske grandprix.