Formel 1

Ricciardo undskylder til Magnussen efter tidligt sammenstød

Kevin Magnussen (tv) og Daniel Ricciardo i duel om placeringerne, der kort efter sendte danskeren på en snurretur.

Daniel Ricciardo valgte at være den voksne efter søndagens brasilianske grand prix, og undskyldte for sin påkørsel af Kevin Magnussen

Daniel Ricciardo måtte hive fat i Kevin Magnussen efter det brasilianske grand prix og lange en undskyldning ud til danskeren.

Det var efter Kevin Magnussen spandt af banen, efter australieren var inde os kysse Haas-raceren med sin Renault på bare sjette omgange af søndagens løb.

- Jeg ramte ham, så det er mig, der skal undskylde, sagde Ricciardo efter løbet til TV3 Sport.

- Jeg forsøger at være voksen i sådan en situation, at være en mand. Hvis jeg var blevet ramt, havde jeg også forventet en undskyldning.

Kevin Magnussen selv var ikke i tvivl om, at kontakten med Daniel Ricciardo, kom til at definere sæsonens næstsidste grand prix.

- Jeg holdt stille og hele feltet kørte forbi, lød det fra danskeren til TV3 Sport efter søndagens løb.

Men det var ikke derfor, det ikke blev til point for danskeren, der ellers til sidst hang på og blev nummer 11.

- Bilen er så svær at køre i trafik. Jeg kunne ikke hænge på de andre. Jeg missede pointene, hvilket er rigtigt irriterende.

Bilen var ikke stærk nok til point

Danskeren var ellers oppe, hvor det er sjovt på tiendepladsen til allersidst, da der var safety car på banen, men endnu en gang viste Haas-raceren, at den ikke kan følge med, når det gælder.

- Vi kom op i pointene, men bilen var ikke stærk nok til at holde os der.

Teamkammeraten hos Haas, Romain Grosjean, ærgrede sig også over at et fremragende løb fra franskmandens side ikke gav pointmæssig bonus.

- Det var i lang tid vores livs løb, hvor vi var oppe som nummer syv, men jeg endte med at være uheldig endnu en gang, lød det til TV 3 Sport.

Nu er der to uger til sæsonens sidste grand prix, der afvikles i Abu Dhabi.