Formel 1

Mercedes fritstiller kører før tid

Esteban Ocon har i 2019 været reservekører hos Mercedes.

Reservekøreren Esteban Ocon gør i næste sæson comeback i Formel 1 for Renault, som har fået lov til at tilknytte ham allerede i december.

Til 2019-sæsonen stod den franske kører Esteban Ocon pludselig uden et sæde i Formel 1.

Derfor blev han tilknyttet det altdominerende team Mercedes som udviklingskører og reserve for verdensmesteren Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

Undervejs i sæsonen scorede Ocon imidlertid en kontrakt hos Renault fra 2020, men han får allerede mulighed for at prøve kræfter med raceren i år.

Mercedes har nemlig fritstillet franskmanden, så han allerede fra december bliver Renault-kører.

På Twitter skriver Renault, at Ocon officielt træder til den 2. december, således at han kan tage del i testdagene de to efterfølgende dage i Abu Dhabi.

Den 29. august blev kontrakten mellem Renault og Esteban Ocon offentliggjort, samtidig med at holdet tog afsked med tyske Nico Hülkenberg.

Udfaset hos Mercedes

Ocon har derfor længe stået med et ben i hver lejr - så at sige.

Han kunne se frem til igen at køre Formel 1 hos Renault, samtidig med at han stadig var en del af Mercedes-teamet, og det satte visse begrænsninger.

- Esteban og jeg har talt om, hvor lang tid han skal blive i rollen. Jeg har sagt: ”Jo længere du bliver, jo mere information kommer du til at få,” sagde Mercedes-chef Toto Wolff ifølge Formel 1's officielle hjemmeside.

- Ocon vil langsomt forsvinde fra vores møder i fremtiden, der omhandler følsomme ting, der skal ske med bilen næste år. Eller hvor det handler om ingeniørernes synspunkt eller fra et innovativt synspunkt.

Hos Renault bliver han holdkammerat med australske Daniel Ricciardo.

Ocon var i 2016 reservekører for teamet bagved Kevin Magnussen og Jolyon Palmer.

Han fik debut i Formel 1 i samme sæson, da han undervejs skiftede til Manor.

Året efter skiftede han til Force India, hvor han kørte sin hidtil bedste sæson og blev nummer otte i VM-stillingen. Han scorede point i alle på nær to granprixer i den sæson.