Formel 1

Vettel erkender fejl ved sammenstød i Brasilien, siger Leclerc

Sebastian Vettel ved godt, at han lavede en fejl, siger Leclerc.

Charles Leclerc fortæller, at teamkollegaen Sebastian Vettel godt ved, at han ikke skulle have kørt venstre rundt om ham i Brasilien.

Charles Leclerc og Sebastian Vettel kan takke hinanden for, at ingen af dem var på resultatlisten efter det brasilianske grandprix.

Med fem omgange tilbage af grandprixet ramlede de nemlig sammen, da de kæmpede om fjerdepladsen. Det betød, at ingen af dem kunne gennemføre løbet.

Efter løbet ville ingen af dem kommentere episoden, men Ferrari-chefen Mattia Binotto kaldte det for en ’åndssvag beslutning’.

Inden sæson sidste grandprix forklarer Charles Leclerc nu, hvad der skete.

- Vi har set på det, og jeg har specifikt set på, hvordan vi kunne have gjort tingene bedre, siger Charles Leclerc ifølge Planet F1 på pressemødet inden grandprixet i Abu Dhabi.

- Jeg synes, at Seb (Sebastian Vettel, red.) ikke skulle have kørt venstre om, og det ved han også godt. Og jeg skulle have gjort noget mere for at sørge for, at han ikke kunne komme til venstre, siger Leclerc

Det betyder ikke, at de skal tage åndssvage beslutninger

Mattia Binotto om Ferrari-kørernes frie rolle

Kørerne blev ikke straffet

Vettel og Leclerc har konkurreret flere gange i løbet af sæsonen, men Leclerc har ikke fået nogle ordre om at stoppe med at køre ræs, selvom sæsonen næsten er slut.

- Jeg tror ikke, at det kommer til at ændre min rolle. Vi skal finde et kompromis, hvor vi begge kan konkurrere, siger han.

- Det var meget uheldigt, for sammenstødet var meget lille, og der var et stort drama efter det. Som et hold tror jeg, at vi nok skal være lidt mindre aggressive, når vi kører mod hinanden, så det ikke sker igen. Det var ikke godt for teamet og for alle, der støtter os.

Teamchefen Mattia Binotto forklarer, at han ikke havde udstedt specifikke regler for, hvad der skulle ske, når Ferrari-kørerne var side om side i grandprixet.

Han beskriver dem som ”frie”, da Ferrari allerede har sikret sig andenpladsen i konstruktørernes mesterskab foran Red Bull.

- Det handler ikke om, at de skal bebrejdes eller straffes. De kunne køre, som de ville, da de kun kører for pladserne i det individuelle mesterskab. Men det betyder ikke, at de skal tage åndssvage beslutninger – især ikke, når de kører på samme hold. De tog de en åndssvag beslutning, sagde Binotto efterfølgende.

Sæsonens sidste grandprix køres i Abu Dhabi 1. december.