Formel 1

Bottas får reprimande efter sammenstød - undskyldte til Grosjean

Bottas har undskyldt til Grosjean.

Mercedes-køreren har fået sin første reprimande i sæsonen, da han ramlede sammen med Romain Grosjean i fredagens anden træning.

Valtteri Bottas forsøgte at køre inden om Romain Grosjean i et sving med 20 minutter tilbage af anden træning i Abu Dhabi.

Men finnen kørte lige ind i franskmandens blinde vinkel, og det betød, at de to bragede sammen. Og det har Mercedes-køreren nu fået en reprimande for.

- Valtteri har taget ansvaret for kollisionen og anerkender, at det var et fejlslagent forsøg på en overhaling, der resulterede i sammenstødet, står der i noterne fra løbets stewards ifølge Planet F1.

Haas-køreren beskadigede gulvet på sin racer, og han kom aldrig tilbage i træningen.

Bottas forklarede efterfølgende, at han troede, at Grosjean så ham komme. Han erkendte også, at det var dømt at prøve, da der var så kort tid tilbage af træningen.

- Jeg troede, at han var opmærksom på, at jeg var der, men måske så han ikke i sine spejle, inden han tog svinget. Jeg forventede, at han så mig.

- Jeg vil selvfølgelig gerne undskylde, men der var intet sted, jeg kunne slippe hen. Jeg forsøgte at overhale, og det var det, siger Bottas.

Starter bagerst søndag

Selvom Valtteri Bottas kørte sammen med Romain Grosjean, satte han alligevel den hurtigste tid i anden træningen. Han er dog sikker på at starte bagerst i grandprixet, da han har fået en straf, efter at han har skiftet flere dele på sin motor.

Derfor fokuserer han nu på at finde en god fart i lørdagens tredje træning og kvalifikationen.

- Jeg havde en god følelse i bilen i begge træninger, og min fart var god. Der er helt sikkert ting, der kan forbedres, men det startede på den rigtige måde, siger finnen.

Tredje træning bliver kørt lørdag klokken 11, mens kvalifikationen begynder klokken 14.

Grosjean satte syvendebedste tid og blev dermed 'best of the rest' efter kørerne fra de tre suveræne hold, Mercedes, Ferrari og Red Bull.