Formel 1

Ferrari-chef bekræfter samtale med Hamilton

Sebastian Vettel fra Ferrari (tv) og Lewis Hamilton fra Mercedes (th) har delt Formel 1-scenen i mange år.  Charles Coates / Ritzau Scanpix

Lewis Hamilton har i forbindelse med et social event haft en samtale med Ferarri-formanden John Elkann. Det bekræfter den administrerende direktør.

Lewis Hamilton og Ferrari har flirtet med hinanden utallige gange.

Og nu er der tilsyneladende sket en udvikling i kærlighedssagaen mellem de to parter.

Ferraris administrerende direktør Louis Carey Camilleri har nemlig ifølge BBC bekræftet, at Hamilton har haft samtaler med formanden John Elkann.

- Vi er helt klart meget smigrede over, at især Lewis (Hamilton, red.) og andre kørere har et ønske om at slutte sig til os, men det ville være for tidligt at beslutte noget i dag, siger Camilleri.

Han forklarer dog også, at samtalerne var i forbindelse med et socialt arrangement. Der var ikke på nogen måde officielle forhandlinger.

- Det var en social begivenhed, der er blevet kørt helt ud på et sidespor. De har nogle fælles venner, siger Camilleri om Hamiltons og Elkanns møde.

Den seksdobbelte verdensmester Lewis Hamilton har kontraktudløb med Mercedes efter 2020-sæsonen. På samme tidspunkt har Sebastian Vettel kontraktudløb med Ferrari.

Elsker den røde farve

Tilbage i september var Lewis Hamilton ude med roser til Ferrari.

Her lagde briten ikke skjul på, at Ferrari er et hold, som er svært ikke at holde af.

- Jeg elsker bilens farve. Du ser fansenes og holdets lidenskab, selv når holdet er væk fra podieplaceringerne. Det er anderledes end ethvert andet sted, sagde Hamilton.

Og der hører mere til kærligheden end blot den røde farve. Også de italienske fans er glade for den suveræne Formel 1-mand.

- Når jeg kommer (på Monza), er der mange Ferrari-fans, der beder mig komme til holdet. Og jeg får en masse beskeder fra deres fans, der siger: ’jeg er Ferrari-fan, men jeg respekterer dig’, lød det fra Hamilton tilbage i september.

35-årige Lewis Hamilton vandt i sidste måned sin sjette Formel 1-titel, hvilket gør, at han nu kun mangler et verdensmesterskab for at udligne Ferrari-legenden Michael Schumacher.

Han præsterede nemlig at vinde Formel 1 hele syv gange.