Formel 1

Haas-kandidat ansat som reservekører hos konkurrent

Robert Kubica kørte i 2019-sæsonen for Williams i Formel 1.  Maxim Shemetov / Ritzau Scanpix

Polske Robert Kubica fortsætter i Formel 1, hvor han i 2020 skal være test- og reservekører for Alfa Romeo.

Fremtiden er på plads for racerkøreren Robert Kubica.

Polakken, der i 2019 kørte Formel 1 for Williams, skal i den kommende sæson være test- og reservekører for Alfa Romeo, som han også kørte for tilbage i 2006, da han fik sin debut i motorsportens kongeklasse.

35-årige Kubica noterede sig blot for et enkelt point i den forgangne sæson, men det ændrer ikke på, at han har været en eftertragtet herre.

I september annoncerede polakken, at han ikke har en fremtid hos Williams, og få dage efter bekræftede Haas' teamchef, Günther Steiner, at det amerikanske hold var interesseret i at tilknytte Kubica som test- og reservekører.

- Alt kan lade sig gøre, og vi snakker med ham. Jeg mangler stadig at snakke med Robert, om han har lyst, nu hvor han har valgt at forlade Williams, men jeg kender ikke hans andre planer, sagde Steiner i et interview med Autosport.

Men det var altså Alfa Romeo, der løb med Kubicas underskrift. Med aftalen følger også, at det polske olieselskab PKN Orlen tiltræder som navnesponsor, hvorfor holdet i 2020 officielt vil hedde Alfa Romeo Racing ORLEN.

- Jeg er virkelig glad for at begynde på dette nye kapitel i min karriere, når jeg tiltræder hos Alfa Romeo Racing ORLEN, siger Robert Kubica i en pressemeddelelse.

Alfa Romeos kørerkonstellation hedder i den kommende sæson Kimi Raikkonen og Antonio Giovinazzi.

Robert Kubica har tidligere meddelt, at han har planer om at kombinere jobbet som reservekører med at køre ræs i en anden løbsserie, som ifølge polakken selv kunne være den tyske DTM-serie.