Formel 1

Grosjean udpegede problem i maj - kan have reddet Haas' 2020-sæson

Romain Grosjean til sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi.  Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Romain Grosjean tør ikke spå om forventningerne til den kommende sæson, efter 2019 langtfra gik som forventet.

Dækkene var i sidste sæson et stort samtaleemne hos Formel 1-teamet Haas.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean havde sæsonen igennem store udfordringer med at finde den nødvendige fart, og ofte lød undskyldningen, at de ikke kunne få dækkene i den rette temperatur.

Vi havde et problem med sammenhængen mellem vindtunnellen og banen

Romain Grosjean

Et problem Grosjean allerede blev opmærksom på ved det spanske grandprix i maj.

- Jeg fortalte dem, at de var nødt til at stoppe med at koncentrere sig om dækkene, for det var ikke problemet. Der var et andet problem med bilen. Da undersøgelserne blev mere grundige, fandt vi ud af, at der var et rigtigt problem. Vi havde et problem med sammenhængen mellem vindtunnellen og banen.

- Det er helt sikkert, at hvis jeg ikke havde sagt i Barcelona, at opgraderingen ikke virkede, ville de have fortsat i den samme retning, og så ville det ikke komme til at gå godt i år. Det var uden tvivl positivt, siger Romain Grosjean til motorsport.com.

Opdraderingen, som Grosjean henviser til, blev installeret til det spanske grandprix. Men franskmanden fandt hurtigt ud af, at den ikke hjalp, selvom det første indtryk fra Kevin Magnussen var godt.

- Opgraderingen har virket. Det var en anden bil, jeg fik her til morgen. En hurtigere bil, men også en smule sværere at køre. Det kræver lidt tid at arbejde med den, men den er hurtigere. Så vi klager ikke, sagde Magnussen til TV3 Sport, efter han havde prøvet den nye opgradering første gang.

Danskeren fik da også point i det spanske grandprix på Circuit de Barcelona-Catalunya, men herfra gik det kun ned ad bakke. I sæsonens efterfølgende 16 grandprixer lykkedes det kun de to Haas-kørere at hente point i tre af dem.

Grosjean venter på de første svar fra banen

Nu håber Romain Grosjean på, at 2020-sæsonen bliver bedre end den foregående. Men han tør ikke at forvente for meget.

- Vi må vente med at se, hvordan bilen opfører sig på banen. Vi har alle tallene fra vindtunnellen, og jeg tror, at vi har lært fra sidste år. Det eneste svar, vi får, er, når vi skal køre i bilen og kan se, hvordan den præsterer på banen, siger den 33-årige franskmand.

19. februar får Romain Grosjean, Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet for første gang mulighed for at teste deres nye racere, når den første officielle testdag bliver afholdt i Barcelona.

Årets Formel 1-sæson skydes i gang 15. marts, når det australske grandprix bliver afholdt på Albert Park i Melbourne.