Formel 1

Aflyst F1-løb giver Magnussen uventet bonus

Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet skal ikke køre i Kina i midten af april.  Philip Davali / Ritzau Scanpix

Det kinesiske Formel 1-grandprix er udsat på ubestemt tid. Løbet skulle være kørt i midten af april.

Det er med blandede følelser, Kevin Magnussen ser på aflysningen af det kinesiske Formel 1-grandprix den 17. til 19. april.

Først og fremmest er han selvfølgelig ked af, at løbet ikke skal køres på grund af Covid-19-virus, der tidligere har været omtalt som ny coronavirus. Men Magnussen ser også en lille bonus ved aflysningen, der er besluttet for at tage hensyn til sikkerheden blandt både kørere, personale og fans.

- Det er da ærgerligt, synes jeg. Men så får vi en lille miniferie til gengæld, siger Kevin Magnussen i et videoklip fra Natholdet.

De kinesiske grandprix er indtil videre udsat på ubestemt tid. Formel 1 arbejder på at finde en ny dato i en ellers travl kalender, når smitterisikoen er minimeret.

Løbet i Kina skulle have været kørt som årets fjerde grandprix – to uger efter løbet i Vietnam og to uger før løbet i Holland. Det betyder, at Kevin Magnussen og de andre kørere får fire ugers pause, hvilket ellers er en sjældenhed.

Faktisk skal vi helt hen til sommerpausen i august for at finde en lignende pause mellem grandprixerne i Ungarn og Belgien.

I 2020 er Formel 1-sæsonen udvidet med et ekstra grandprix, så Kevin Magnussen og resten af feltet skal køre 22 løb, hvis det lykkes at finde en ny dato for det kinesiske grandprix.