Formel 1

F1-feltets dårligste team klar med ny bil: - 2020 handler om fremskridt

I sidste sæson scorede de to Williams-biler ét point til sammen.  Clive Mason / Ritzau Scanpix

Williams-raceren anno 2020 er mere rød end sin forgænger. Bilens design bygger på erfaringer fra 2019.

Formel 1-holdet Williams kan næsten ikke gøre det dårligere i 2020, end de gjorde i 2019.

Williams nåede ikke at bygge deres racer færdig til årets første test, og siden fik teamet kun ét point i VM-stillingen. Dermed er opgaven for den nye FW43-racer ganske klar: Der skal være fremskridt i 2020.

- I år er en frisk start for teamet. Vi har brugt tid på at kortlægge vores udfordringer og på at sørge for, at vi har de rigtige folk, strukturer, procedurer og ressourcer til at lave konkurrencedygtige racerbiler, siger den stedfortrædende teamchef Claire Williams i forbindelse med præsentationen af den nye bil, der bygger på erfaringerne fra sidste sæson.

- Vores 2020-sæson handler om at gøre fremskridt. Figtherviljen er virkelig til stede, og i år vil alle fortsætte kampen, indtil vi er tilbage, hvor vi gerne vil være, siger Claire Williams til teamets hjemmeside.

I 2019 vendte veteranen Robert Kubica tilbage til Formel 1. Det var ham, der scorede Williams' eneste point i de 21 løb. George Russel blev dermed den eneste Formel 1-kører, der slet ikke fik point i 2019. Samlet set er det ene point i VM-stillingen teamets dårligste resultat nogensinde.

I 2020 kører Russel videre for Williams, mens Kubica er erstattet af Nicholas Latifi. De to deler bilen onsdag, når årets første Formel 1-test begynder i Barcelona. Derefter får Russel hele torsdag for sig selv, mens Latifi kører hele fredag.

I forhold til 2019-bilen er farverne trukket skarpere op, og så er der kommet en ekstra farver på siden af bilen. Sidste år flød de blå og hvide farver sammen, men i år er blå, hvid og rød adskilt med skarpe linjer. Det har fået flere Twitter-brugere til at sammenligne bilen med en tube Colgate-tandpasta. Bedøm selv ligheden på billederne herunder.

Årets anden test køres fra den 26. til den 28. februar. Det sker også på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Hvornår præsenterer Formel 1-teamene deres racere?