Coronavirus

Dansk Formel 1-håb i coronakarantæne: - Han er træt af det

Christian Lundgaard ved Dansk Motorsport Award. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Christian Lundgaard misser den sidste test før sæsonstarten i Formel 2, fordi han er tvunget i karantæne efter udbrud af coronavirus.

Racertalentet Christian Lundgaard sidder lige nu fanget på Tenerife, hvor han er sat i karantæne efter et udbrud af coronavirus på danskerens hotel.

Her opholder Formel 2-køreren sig med de fleste af de andre af Renaults talenter på træningslejr, inden sæsonens sidste test i Bahrain den kommende uge.

Ifølge hans far, Henrik Lundgaard, er den unge racerkører frisk, men også ærgerlig over at være fanget på den spanske ferieø.

- Rent fysisk har han det fint, og indtil nu har han også taget det i stiv arm. Men han er ved at være træt af at være der. Det kan jeg godt mærke på ham.

- De har jo været der i 14 dage på træningslejr for at lade op allerede, så han var ved at være klar til at komme videre, fortæller Henrik Lundgaard, der selv er hjemme i Danmark.

Udbruddet skete, efter en italiensk mand, der også boede på hotellet, blev testet positiv for virussen.

Misser vigtig sportslig mulighed

Karantænen betyder nemlig, at Christian Lundgaard misser testen i Bahrain, der er den sidste test forud for hans debutsæson i Formel 2. Sæsonen begynder i weekenden 21.-22. marts.

Testen finder sted i den kommende uge, og ifølge faderen skulle Lundgaard og kollegaerne være fløjet fra Tenerife fredag morgen.

TV 2 SPORTs motorsportskommentator Jacob Hammerholt er det nogle meget vigtige testdage, 18-årige Lundgaard går glip af i Bahrain.

- Det er en helt forfærdelig situation for Christian. Han går nu glip af den eneste mulighed, han har for at teste sin nye Formel 2-racer med ART-teamet før sæsonstarten i Bahrain. Og Christians sæson i Formel 2 er ekstrem vigtig i forhold til at ramme det nåleøje, der hedder Formel 1. Så det er virkelig uheldigt, at han ikke kan forberede sig optimalt på den vigtige sæson, der venter ham. Det kan vise sig at være rigtig, rigtig dyrt.

Hammerholt ser det dog som en vigtig styrke, at Christian Lundgaard vanligvis er god til håndtere den modstand, der møder ham.

- Mentalt set er Christian virkelig stærk. Han rejser sig hurtig efter uheld og modgang. Så forhåbentlig vil hans normale mentale styrke ikke være ramt, når sæsonens første løbsweekend bliver afviklet, men det siger sig selv, at han vil mangle noget tid i bilen i forhold til sine konkurrenter. Han må bare lukke alle frustrationer ude og så fokusere på opgaven, der venter i debutløbet. Og det tror jeg, at Christian vil være rigtig god til.

Christian Lundgaard er i denne sæson rykket op i Formel 2 fra Formel 3.