Coronavirus

Skuffet Magnussen accepterer beslutning om at aflyse grandprix

Kevin Magnussen må vente lidt endnu med at komme i gang med Formel 1-sæsonen. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Formel 1-teamet Haas anerkender, at alle involveredes sikkerhed og sundhed har førsteprioritet.

Kevin Magnussen og hans arbejdsgiver, Formel 1-teamet Haas, er skuffede, men accepterer og bakker op om beslutningen om at aflyse Australiens Formel 1-grandprix i Melbourne.

- Jeg var så klar til at komme ud og køre ræs i weekenden, men sikkerheden, helbredet og alles velbefindende er med afstand det vigtigste, og det her var det rigtige at gøre, skriver Kevin Magnussen på Twitter natten til fredag dansk tid.

- Pas på jer selv allesammen, og pas på hinanden.

I en pressemeddelelse udsendt natten til fredag dansk tid skriver det amerikanske Haas-team:

- Alle de involveredes sikkerhed og sundhed er altoverskyggende. Det samme gælder for de tusindvis af fans, der har investeret i at besøge det australske grandprix.

- Selv om vi er skuffede over ikke at kunne køre i denne weekend i Melbourne og dele passionen for Formel 1, accepterer Haas de beslutninger, der er truffet af parterne i lyset af den globale covid-19-situation, lyder det.

Grandprix aflyst efter coronasmitte

Natten til fredag dansk tid meddelte de australske arrangører, den internationale motorsportsunion (FIA) og selskabet bag Formel 1 i en fælles pressemeddelelse, at årets første Formel 1-grandprix er aflyst.

Aflysningen skete, efter at McLaren torsdag trak sig fra grandprixet som følge af en coronasmittet medarbejder.

Derfor må Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet vente yderligere en uge med at komme i aktion. Næste løb på kalenderen er i Bahrain 22. marts. Her vil ingen tilskuere få adgang til Bahrain International Circuit.