Formel 1

Bottas ved, hvad det kræver at slå Hamilton i denne sæson

Valtteri Bottas (tv.) og Lewis Hamilton (th.) på podiet efter en kvalifikation. Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Valterri Bottas har i flere sæsoner stået i skyggen af teamkollegaen, Lewis Hamilton, men finnen føler sig klar til at overtage Formel 1-tronen i år.

2019 var den hidtil bedste sæson i Valtteri Bottas' Formel 1-karriere, men stadig ikke god nok til at slå holdkammeraten Lewis Hamilton til VM-titlen.

Det håber Mercedes-køreren at lave om på i år.

Formel 1-sæsonen skulle være startet i Australien i den netop overståede weekend, men starten er udskudt til i maj på grund af coronavirus. Kort før dette nåede Bottas dog at lufte sine tanker om, hvad det kræver at vinde i 2020, overfor Express.

- Det kræver det rigtige mindset og den rigtige gejst og attitude, og at man føler sig fri og selvsikker i bilen. Nøglen er at holde højt niveau over hele sæsonen.

- Fysisk har jeg det rigtig, rigtig godt og også mentalt. Alt er på plads, så nu mangler jeg bare at sidde i bilen.

'Ingen slinger i valsen'

Udover Australiens grandprix er de efterfølgende fire løb - i Bahrain. Vietnam og Kina - også blevet aflyst, hvorfor sæsonstarten indtil videre tidligst bliver i Holland i starten i maj.

Formel 1-holdene nåede dog at gennemføre de årlige tests i Barcelona i de sidste uger i februar, og disse var også kun med til at styrke Bottas' tro på sig selv.

- Jeg føler mig meget godt forberedt. Selv under testene var der ingen slinger i valsen hos mig. Som racerkører vil du have mest muligt ud af det begrænsede antal kilometer, du får i bilen, for at lære så meget som muligt om den.

- Hvert eneste år kommer der udfordringer, men så handler det om at minimere, hvor lang tid de tager, og hvor meget de rammer dig, siger Valtteri Bottas.

Den 30-årige finne vandt åbningsgrandprixet i sidste sæson, men efter flere ugers tæt parløb med Mercede-kollegaen Lewis Hamilton, træk briten fra som sæsonen skred frem.

Bottas og Hamilton sluttede med henholdsvis 326 og 413 point.