Coronavirus

McLaren gennemfører stort skifte trods udskydelse af nye F1-regler

McLaren under 2019-sæsonen. Wu Hong / Ritzau Scanpix

Fra 2021 skal Renault ikke længere være motorleverandør for McLaren.

Coronavirus har de seneste uger haft store konsekvenser i sportens verden, og Formel 1 er ingen undtagelse.

Her er sæsonens første syv grandprixer enten blevet aflyst eller udsat.

Grundet den alvorlige situation har Formel 1 - med opbakning fra samtlige hold - besluttet at udskyde indførelsen af det nye, omfattende regelsæt, der skulle træde i kraft i 2021, med et år.

Men til trods for udskydelsen, så ønsker McLaren fortsat at gennemføre det skifte af motorleverandør i 2021, som de annoncerede i september sidste år.

- Vi vil benytte os af Mercedes-motorer i 2021, som planlagt, siger en talsmand fra det britiske hold til motorsportsmediet Crash.

Mercedes vil dermed afløse Renault som motorleverandør til McLaren.

Tirsdag blev det besluttet at udskyde indførelsen af det kommende regelsæt til 2022. De nye regler vil føre til markante ændringer på bilernes struktur, og samtidig vil holdende blive tillagt flere økonomiske restriktioner, der skal være med til at gøre Formel 1 mere interessant.

Mercedes er en gammel kending for McLaren

McLaren har tidligere haft Mercedes som motorleverandør. I perioden 1995 til 2014 leverede tyskerne motorer til det britiske mandskab, og det førte i alt til et enkelt konstruktørmesterskab og tre individuelle verdensmesterskaber.

- Denne aftale er meget vigtig i forhold til vores langsigtede plan om igen at få succes i Formel 1, sagde McLarens direktør, Zac Brown, da skiftet af leverandør blev officielt i september.

McLaren har de seneste år haft mere end svært ved at køre sig til topresultater i motorsportens kongeklasse.

Indtil videre er løbende i Australien, Bahrain, Kina, Aserbajdsjan, Spanien og Holland blevet udskudt, mens Monacos grandprix helt er blevet aflyst.

I øjeblikket ser det ud til, at Canadas grandprix i midten af juni vil blive sæsonens første.