Coronavirus

Formel 1 vil droppe op til syv grandprixer i 2020

Chase Carey under en pressekonference i Australien tidligere i år. Tracey Nearmy / Ritzau Scanpix

Formel 1-bossen Chase Carey forventer, at der kun vil blive plads til 15-18 løb i en revideret kalender.

To Formel 1-grandprixer er allerede aflyst, og seks andre er udskudt.

Og sporten kan se frem til flere aflysninger. I alt fem til syv grandprixer vil blive droppet i denne sæson på grund af udbruddet af coronavirus.

Det fortæller Chase Carey, der er formand for selskabet bag Formel 1, mandag.

- Der er stor sandsynlighed for flere udskydelser af planlagte løb. Men alligevel forventer vi og vores partnere bestemt, at sæsonen begynder på et eller andet tidspunkt til sommer.

- Det bliver en revideret kalender med 15 til 18 løb, siger Chase Carey til Formel 1's hjemmeside.

Grandprixer i Australien og Monaco aflyst

I kalenderen var der oprindeligt planlagt 22 Formel 1-grandprixer. Det første i Australien er allerede aflyst, og det samme er grandprixet i Monaco.

Derudover er seks andre grandprixer udsat. Det drejer sig om løbene i Bahrain, Vietnam, Kina, Holland, Spanien og Aserbajdsjan.

De seks udsatte løb skal alle finde sted senere på året, lyder håbet.

Men i bedste fald skal der fjernes yderligere to grandprixer fra kalenderen, hvis det bliver 18 løb, der skal afvikles.

I tilfælde af blot 15 løb skal der stryges syv løb i alt. Heraf er de to dog allerede ude af billedet med de to nævnte aflysninger i Australien og Monaco.

Vil udvide sæsonen

Som en af løsningerne for at få de udsatte løb ind i kalenderen vil Formel 1 udvide sæsonen, så den løber længere, end den plejer.

I den oprindelige kalender skulle sæsonen være forbi i slutningen af november, men den tidshorisont vil man forlænge.

Lige nu står Formel 1-sæsonen til at begynde 12.-14. juni i Canada.