Coronavirus

Udsættelse forsinker Formel 1-premiere yderligere

Kevin Magnussen i Haas-bilen under sidste års grandprix i Baku. Alexander Nemenov / Ritzau Scanpix

Grandprixet i Baku er sæsonens ottende løb til at blive udsat eller aflyst. Det skulle være afviklet fra 5. juni.

Formel 1-kørerne får skubbet sæsonstarten endnu en weekend.

Som følge af coronavirussen udsættes årets ottende løb således. Det skulle være afviklet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, fra den 5.-7. juni.

- Udsættelsen er aftalt efter langvarige diskussioner mellem Formel 1, FIA (Den Internationale Motorsportsunion, red.) og regeringen i Aserbajdsjan, skriver arrangørerne fra Baku City Circuit ifølge Formel 1s hjemmeside.

- Dette kommer som et direkte resultat af den igangværende, globale COVID-19-pandemi og er udelukkende baseret på eksperters rådgivning, som vi har fået fra relevante autoriteter, står der.

Det betyder, at Kevin Magnussen og de andre kørere tidligst begynder sæsonen i Canada den 12. juni.

De syv første Formel 1-grandprixer er i forvejen udsat eller aflyst. Senest måtte Holland og Spanien opgive at afholde deres respektive grandprixer til tiden, mens Monaco måtte aflyse.

I forvejen var Australiens Grand Prix afblæst, mens de i Bahrain, Kina og Vietnam allerede havde udsat.

Kan ændre uden tilladelse

Ændringer i løbskalenderen kan ske, uden Formel 1 behøver at søge tilladelse hos holdene.

Det forhandlede chefen for Formel 1, Chase Carey, på plads på et telefonmøde med de 10 hold i fredags.

- På vores møde var der fuld opbakning til at fuldføre så mange af de udsatte løb som muligt på andre tidspunkter, forklarede Chase Carey ifølge Autosport.

- Vi vil nu forsøge at lave en ny kalender for 2020, vi vil forsøge at konsultere holdene, men som vi aftalte på mødet, kræver ændringerne ikke længere en formel accept. Det giver os fleksibilitet.

Formel 1 har fremrykket sin sommerpause til marts og april for at frigøre mere plads i kalenderen til de udsatte løb.

Det betyder, at der er ledige weekender i august, men foreløbig er det altså seks grandprixer, der skal kæmpe for at finde en ny dato.