Formel 1

Haas sender ansatte hjem

Kevin Magnussen er efter sigende gået ned i løn hos Haas som følge af suspenderingen af Formel 1-sæsonen. Albert Gea / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussens Formel 1-hold, Haas, har sendt størstedelen af sine medarbejdere i Storbritannien på tvungen orlov.

Formel 1-holdet Haas gearer ned i sin stab den kommende tid.

Størstedelen af medarbejderne i holdets britiske afdeling bliver sendt på tvungen orlov, mens også holdets kørere har accepteret at gå ned i løn.

Det skriver Formel 1’s officielle hjemmeside. De har været i kontakt med en talsmand fra Haas, der bekræfter, at kun få medarbejdere i nøgleroller vil arbejde for en reduceret løn.

- Kørerne Romain Grosjean og Kevin Magnussen skulle efter sigende have accepteret en lønreduktion, skriver Formula1.com.

Årsagen til den tvungne orlov er den fortsatte corona-pandemi, der har fået flere Formel 1-hold til at sende ansatte på en tvungen orlov. Det gælder også holdene Renault, McLaren, Williams og Racing Point.

Under den tvungne orlov vil de britiske ansatte være garanteret 80 procent af deres løn – op til 2500 britiske pund (21.242 kr.) om måneden, der bliver betalt af den britiske stat.

Haas har dog også medarbejdere i Italien og USA, og Formula1.com beskriver deres situation som uvis.

Teamchef i Haas, Günter Steiner, erkendte tidligere på ugen, at holdet befinder sig i en svær situation. Derfor tilbød Kevin Magnussen også at gå ned i løn.