Formel 1

Purung Verstappen forbavsede holdkammerat: - Han var ligeglad med alt

Max Verstappen (tv.) på podiet med Daniel Ricciardo (th.). Edgar Su / Scanpix Denmark

Max Verstappen viste Daniel Ricciardo, at det godt kan betale sig at presse raceren mere, end det måske er nødvendigt.

Da Max Verstappen som bare 18-årig blev rykket op på Red Bulls Formel 1-hold i 2016, tog han sine nye kolleger med storm.

På godt og ondt.

Dels blev han med sin debutsejr ved Spaniens grandprix den yngste vinder af et Formel 1-løb nogensinde, men ifølge hans daværende holdkammerat, Daniel Ricciardo, lykkedes det, fordi Verstappen ikke skænkede noget som helst andet end racerløb en tanke.

- Han var ligeglad med alt - om han irriterede folk eller om han løb risici. Det var som om, han tænkte: 'Jeg går bare derud og presser den her bil så hårdt, jeg kan', siger Ricciardo, ifølge PlanetF1.

- Da han kom til holdet, var det fra dag ét, at han belastede bilen uden at bekymre sig om at beskytte udstyret eller noget. Det var bare alt eller intet.

Sejren i det spanske grandprix var samtidig Red Bulls første i sæsonen. Ricciardo rullede over stregen på en fjerdeplads 44 sekunder senere.

Positiv virkning på Ricciardo

Siden debuten har Max Verstappen vundet yderligere syv Formel 1-løb, mens 30-årige Daniel Ricciardo har vundet et færre i sin karriere.

For Ricciardo var det dog også en øjenåbner at få selskab af en helt ung fartdjævel, for viste, at det godt kunne betale sig at give los, uanset om det var i træning eller løb.

- Det var fedt, for mange gange har jeg hellere arbejdet hen imod det (at presse bilen maksimalt, red.). Og nogle gange var jeg nok for god ved bilen.

Verstappen og Ricciardo nåede tre år sammen, inden Ricciardo skiftede til Renault før 2019-sæsonen.