Coronavirus

Silverstone klar til at hjælpe med to Formel 1-grandprixer i træk

Mercedes-kører Valtteri Bottas fører Formel 1-feltet an på Silverstone 14. juli 2019. Andrej Isakovic / Scanpix Denmark

Arrangørerne bag det britiske grandprix er klar med en hjælpende hånd til Formel 1, der skal have afviklet en sæson hurtigere end normalt.

Et grandprix og videre til det næste.

Formel 1 er et omvandrende cirkus, men i denne sæson kan aktørerne helt ekstraordinært komme til opleve at køre to på hinanden følgende grandprixer på samme bane. Endda i samme weekend eller to weekender i træk.

Der er tale om den legendariske Silverstone-bane i England.

Arrangørerne bag det britiske grandprix bekræfter over for den britiske avis The Guardian, at de vil være klar til at afholde to løb, hvis det bliver nødvendigt, og forslaget bliver i øjeblikket diskuteret med Formula One Group, der er selskabet bag Formel 1.

Planlægningen og de indledende forberedelser er i gang.

- Vi har diskuteret alle mulige kombinationsmuligheder inklusive at være vært for to løb over én weekend og to løb over sammenhængende weekender, siger Stuart Pringle, der er direktør for Silverstone-banen, til avisen.

- Jeg har fuld tiltro til vores evne til at afholde disse events. Vi har masser af erfaring, masser af viden, det kan vi helt bestemt gøre brug af.

Bliver det aktuelt, vil det være første gang, at en bane er vært for to VM-grandprixer i Formel 1 i træk.

Sæsonstart uden tilskuere

Årets Formel 1-sæson er ikke kommet i gang som følge af udbruddet af coronavirus. Foreløbig er syv grandprixer i denne sæson udsat ifølge Formel 1's hjemmeside. Der er tale om grandprixerne i Bahrain, Vietnam, Kina, Holland, Spanien, Aserbajdsjan og Canada.

Grandprixerne i Australien og Monaco er aflyst.

Lige nu står Frankrigs Formel 1-grandprix 28. juni til at blive sæsonens første, men også det forventes at blive henlagt til et senere tidspunkt, efter den franske regering har forbudt arrangementer med mange mennesker indtil tidligst midten af juli.

Haas' teamchef, Günther Steiner, sagde for nogle dage siden, at han havde en forventning om, at sæsonen ville begynde i Østrig i den første weekend i juli. Dog uden tilstedeværelse af tilskuere.

Storbritanniens grandprix ligger ifølge løbskalenderen 14 dage senere, 19. juli, og det vil med stor sandsynlighed også blive for lukkede døre.

- Vi er blevet spurgt (af Formula One Group, red.), om vi kan afholde et løb eller to, og om de kan være uden tilskuere. Svaret er selvfølgelig. Vi er åben over for alt mellem himmel og jord, siger Stuart Pringle til The Guardian.

Sportschef tror på 19 løb

I marts sagde Chase Carey, der er direktør for Formula One Group, at han forventer en revideret kalender med 15-18 grandprixer. I år var der oprindeligt fastlagt 22 grandprixer.

Formel 1-sportschef Ross Brawn har for nylig udtalt, at han mener, det er realistisk at få afviklet 19 af sæsonens løb, hvis Formel 1 kommer i gang i juli.

På Formel 1's hjemmeside står der, at sæsonen meget vel kan fortsætte på den anden side af 29. november, hvor årets sidste grandprixi står til at blive kørt i Abu Dhabi.

I slutningen af april tager Silverstone stilling til, om grandprixet eller grandprixerne skal køres med eller uden tilskuere. Stuart Pringle forventer, at Formel 1 i begyndelsen af maj vil træffe en beslutning vedrørende den reviderede løbskalender, og det vil være tidsnok, hvis de britiske arrangører beslutter sig for at nægte tilskuere adgang.

- De kan ikke sætte bolden i omløb uden at have en løsning, der har en reel chance for at forløbe med succes over flere løb. Det tidsforløb vil passe os, hvis vi ikke skal indregne infrastrukturen til at imødekomme offentligheden, siger Silverstone-banens direktør til The Guardian.

Han afslutter med at fastslå, at enhver beslutning vil blive truffet i henhold til den britiske regerings anbefalinger og med folks sikkerhed og sundhed som højeste prioritet.