Formel 1

Ferrari-kommentar får McLaren-chef til at måbe

Mattia Binotto og Zak Brown er lagt fra enige om, hvor budgetloftet skal være i Formel 1. Ritzau Scanpix

Ferraris teamchef, Mattia Binotto, mener ikke, at Formel 1 skal vedtage overilede ændringer. Denne kommentar giver McLarens Zak Brown ikke meget for.

- Det er ikke tid til at reagere for hurtigt og overilet, hvis der er en risiko for, at man tager en beslutning uden at tænke på alle konsekvenserne.

Sådan lyder holdningen fra Ferraris teamchef, Mattia Binotto, ifølge The Guardian. Det er en kommentar til, at flere teams i Formel 1-feltet vil have sænket budgetloftet, der kommer til at gælde fra 2021-sæsonen, yderligere.

McLaren er et af hold, der foreslår, at loftet får et yderligere hak ned. Derfor forstår han slet ikke Ferraris holdning taget hele coronasituationen i betragtning.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til det, siger holdets teamchef Zak Brown ifølge motorsport.com.

- Vi gennemgår en af de største kriser, som verden har set. Der er lande og industrier, der er lukket ned. Det er en fejl ikke at reagere på det, der sker. Det er som at leve i benægtelse. Jeg tror, at enhver præsident, premierminister eller CEO rundt omkring verden arbejder så hurtigt, som de kan lige nu.

McLaren og Ferrari uenige om budgetloft

Formel 1-cheferne diskuterer lige nu budgetloftet, der bliver sat i værk fra 2021.

Da loftet blev vedtaget, blev det sat på 175 millioner dollar og er allerede skrevet i reglementet. Men ifølge BBC er holdene allerede gået med til at sænke dette til 150 millioner fra næste år.

Jeg ville hade at se dem forlade sporten

Zak Brown om Ferrari

Der debatteres nu, om det skal sænkes yderligere.

McLaren og Zak Brown vil imidlertid gerne have det sænket til 100 millioner dollar, imens Ferrari indtil videre har afslået hvert nyt forslag.

Ferrari måtte præcisere udmelding

Efter denne historie har været i alverdens Formel 1-medier de seneste par dage, har Ferrari været nødsaget til at uddybe en formulering.

Flere har nemlig citeret Mattia Binotto for at sige, at Ferrari ville overveje sin fremtid i sporten, hvis loftet blev sænket yderligere.

Men dette er ikke helt korrekt formuleret ifølge Ferrari.

- Han sagde ikke, at Scuderia Ferrari ville forlade Formel 1. Han sagde derimod, at han ikke ønskede at blive sat i en situation, hvor han skal se efter andre muligheder ved siden af at køre i Formel 1, skriver Ferrari i et statement.

Uanset om det er korrekt formuleret eller ej, ønsker McLaren-chefen ikke, at sporten mister Ferrari eller nogen andre teams for den sags skyld.

- Jeg ville hade at se dem forlade sporten. Men jeg ville hade at se nogen hold forlade sporten, så det det håber jeg ikke kommer til at ske, siger Zak Brown.

Formel 1 er lige nu udsat på ubestemt tid. Sæsonstarten ser ud til at blive i juli i det franske grandprix, men det forventes også at blive udskudt.