Formel 1

Haas-chef forklarer, hvorfor Grosjean stadig er på holdet

Guenther Steiner i en venskabelig samtale med Haas-kører Romain Grosjean. Jared C. Tilton / Scanpix Denmark

Günther Steiner mener ikke, at man kan give Romain Grosjean skylden for holdets dårlige resultater i 2019.

Der er ikke meget positivt at sige om 2019-sæsonen for Haas.

Holdet med Kevin Magnussen og franske Romain Grosjean havde store problemer med racerne i løbet af hele året, og det blev ikke bedre af, at særligt Grosjean samtidig kæmpede gevaldigt med formen.

Den 34-årige kører hentede blot otte point, og undervejs opstod der rygter om, at hans dage på holdet var ved at være talte. Men at droppe ham kom ikke på tale, fortæller Haas' teamchef, Günther Steiner.

- At skifte en kører eller begge kørere ud er ligesom at give dem en del af skylden, og det mener jeg ikke er rimeligt. Bilens ydeevne har intet med dem at gøre, svarer han ifølge PlanetF1 på et spørgsmål om Grosjeans plads på holdet.

Franskmanden - der debuterede i Formel 1 i 2009 - har kørt for Haas siden holdets indtog i serien i 2016, og sidste sæson var hans værste målt på point.

Udskiftning er ikke en prioritet

I 2018 forlængede Haas med både Magnussen og Grosjean frem til og med 2020.

Og teamchefen mener ikke, at der er grund til at pille ved besætningen, før kontrakten løber ud eller eventuelt skal forlænges.

- Nogle gange er det godt med en udskiftning, for så starter man noget nyt op, men kan kan også starte noget nyt og så fare vild i det. Og jeg har vigtigere ting at gøre end at bruge tid med en ny kører. Mine hænder er allerede fulde, siger Steiner.

Kun de to Williams-racere sluttede bag Romain Grosjean i den samlede stilling i 2019, mens Kevin Magnussen hentede tyve point og en 16.-plads.

Hele 15 af de 20 nuværende Formel 1-kørere har kontraktudløb efter denne sæson.

Den nuværende sæson nåede slet ikke at gå i gang på grund af coronapandemien, og den starter tidligst i Østrig i juli.