Formel 1

Verdensmester føler et stort tomrum uden løb

12. marts 2020. Lewis Hamilton under mediedagen til det australske grandprix i Melbourne, der aldrig blev til noget. Edgar Su / Ritzau Scanpix

Den seksdobbelte verdensmester Lewis Hamilton savner Formel 1-løbene og appellerer til, at folk kommer ud som bedre mennesker, når krisen er slut.

Afsavnet er stort for en af de største.

Den seksdobbelte Formel 1-verdensmester fra Mercedes, Lewis Hamilton, er ked af, at han i denne tid må undvære sin store passion for at køre ræs.

- Hver eneste dag savner jeg at køre løb. Det er første gang, siden jeg var otte år, at jeg ikke er begyndt en sæson. Når du lever og ånder for det, som du elsker, og det er væk, er der i den grad et stort tomrum, skriver han på Twitter.

Lewis Hamilton kan, hvis sæsonen bliver genoptaget, tangere rekorden for flest verdensmesterskaber. Michael Schumacher har vundet Formel 1 syv gange, mens Lewis Hamilton indtil videre har vundet seks verdensmesterskaber i årene 2014, 2015, 2017, 2018 og 2019.

Håber på bedre mennesker efter tilbagevenden

Mercedes-køreren har på grund af pausen haft tid til at reflektere, og han mener, at man altid kan tage noget positivt ud af sådan en tid.

Han fortæller, at vi eksempelvis ser en mere klar himmel verden over, og at færre dyr bliver slagtet, da vores behov er mindre og folk holder sig hjemme. Derfor mener han også, at der er meget læring at tage med sig, når livet normaliserer sig igen.

- Lad os ikke vende tilbage, som vi var, da vi begyndte denne svære tid. Lad os komme ud med en bedre viden om vores verden og ændre vores personlige valg og vaner. Lad os komme ud af dette som nye individer, et fornyet jeg, mere fit, sundere og mere fokuseret, men først og fremmest venligere, mere generøs og elskværdig og med en omtanke for vores verden, og dem der lever i den. Det håber jeg, at vi alle gør, skriver briten.

Udskydelse efter udskydelse

Formel 1-sæsonen nåede aldrig at komme i gang, og næsten halvdelen af løbene er enten blevet aflyst eller udsat. Mandag blev sæsonstarten endnu engang udskudt, da arrangørerne af junis Formel 1-løb i Frankrig valgte at aflyse løbet på grund af coronavirus.

- Vi er kede af at skulle informere om, at vi finder det umuligt at afholde det franske grandprix 2020. Vi bliver nødt til at vente til næste år, skriver arrangøren blandt andet.

Dermed er i alt ti af sæsonens 22 løb blevet påvirket af coronapandemien.

Planen er nu, at det første løb skal køres i Østrig 3. til 5. juli uden tilskuere, siger Chase Carey, der er formand for selskabet bag Formel 1, til Formel 1's hjemmeside. Han regner med, at Formel 1-holdene kommer til at nå 15 til 18 løb i sæsonen.