Formel 1

Norris frygter at starte op igen: - Kroppen får et chok

Lando Norris kører for McLaren. Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

McLarens Lando Norris mener ikke, at det er muligt at holde kroppen parat til at køre en Formel 1-racer i flere måneder uden løb.

Formel 1-sæsonen starter tidligst i starten af juli, hvor Østrigs grandprix venter.

Til den tid er det syv måneder siden, kørerne senest pressede sig selv til det yderste ved sidste års sæsonafslutning i Abu Dhabi.

Derfor frygter Lando Norris, hvordan kroppen kommer til at reagere på de mange G-krafter og høje hastigheder, når han endnu engang må sætte sig i sin McLaren.

- Jeg har fokuseret på de ting, jeg kan fokusere på i forhold til min fysiske træning, for når jeg vender tilbage i raceren bliver det et chok for kroppen.

- At gå fra ikke at lave noget - ikke engang teste en Formel 3-racer, men højst køre i en almindelig bil - til at sidde i en af de hurtigste biler i verden bliver et stort chok, siger Norris ifølge Motorsportsweek.

Efter den nuværende sæsonåbner den 5. juli er det stadig på tegnebrættet at klemme yderligere 15-17 løb ind i kalenderen i årets resterende måneder for at få så meget som muligt ud af sæsonen trods coronapandemien.

- Intet kan sammenlignes med Formel 1

I 2020 nåede kørere ganske vist at teste Formel 1-racerne i nogle dage i Barcelona i slutningen af februar, men her ender man typisk ikke med at presse bilerne til det yderste i frygt for at afsløre for meget for konkurrenterne.

Når sæsonen efter den nuværende plan starter op igen, er der ikke planlagt en ny test-session på forhånd, så der vil være gået over fire måneder fra seneste omgang på en racerbane, til Norris og kompagni får lov at træne i løbsweekenden i Østrig.

- Kroppen tilpasser sig og bliver vant til at køre. Man kan træne så meget man vil derhjemme og lave nakkeøvelser, men man kan ikke efterligne sine bevægelser fra at sidde i en Formel 1-racer.

- Om man er en af de mest trænede fyre i verden vil det stadig være hårdt for kroppen, siger Lando Norris.

I 2019 sluttede briten som nummer 11 med 49 point.