Formel 1

Renault-stjerne forventer kaos i første Formel 1-løb

Monacos grandprix i 2018 er det seneste Daniel Ricciardo har vundet.  Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Efter fire måneders pause forudser Renault-køreren Daniel Ricciardo, at der kommer til at være uheld og mindre heldige aktioner i sæsonens første løb.

Snart slukkes de røde lamper på Formel 1-gridden for første gang i fire måneder. Kørerne får lov til at træde på speederen i deres racerbiler og køre på den anden side af 200 kilometer i timen.

Og her er det en god idé at følge ekstra godt med i, hvad der sker.

For efter den lange pause er racerkørerne ivrige efter at komme tilbage på asfalten - måske også for ivrige.

- Der vil være en form for kaos. Jeg tænker ikke biler overalt. Men der vil være så meget rust. En kombination af følelser, spænding og iver, siger Renault-køreren Daniel Ricciardo til BBC.

Senest racerkørerne sad i deres biler, var da de, som optakt til sæsonen, kørte tests i Barcelona tilbage i februar.

Så lange pauser er de slet ikke vant til at have. For sæsonoptakten begynder årets første måneder, og løbskalenderen strækker sig til slutningen af november.

Måske kan det forlænge min karriere

Daniel Ricciardo

Og Ricciardo sikker på, at pausen kommer til at kunne ses på banen.

- Du kommer til at få nogle fyre, der kan præstere på dét niveau af adrenalin og andre, der måske ikke kan. Så du får nogle dristige overhalinger - nogle der ikke er plads til. Du vil se lidt af hvert, er jeg sikker på.

Pausen bruges på fysisk træning

Den lange pause er dog ikke noget, den syvdobbelte grandprix-vinder regner med, at kroppen bliver påvirket af, når først feltet er i gang igen.

Han ser mere, det bliver et problem for første- og andetårskørerne, der endnu ikke har tilpasset sig helt til at køre Formel 1.

Men det har også været vigtigt for ham at udnytte pausen. Derfor har han brugt meget tid på fysisk træning. Noget, der ellers er svært at finde tid til, når kørerne hopper mellem tidszoner og bruger mange timer i et fly under sæsonen.

- Nu har vi været i stand til at lave en otte ugers blok med træning, og vi begynder at se nogle rigtig gode forbedringer. Og hvem ved? Måske kan det forlænge min karriere.

For første gang siden Daniel Ricciardo flyttede fra Australien i 2007, har han kunne bruge så mange måneder på den gård, han ejer i landet.

Verdensmesterskabet mangler

Selvom han gennem karrieren har vundet syv grandprixer, så er han endnu ikke helt tilfreds med sin karriere. Målet har nemlig altid været at stå øverst på skamlen, når verdensmesterskabet afgøres i slutningen af sæsonen.

- Det er det ultimative mål. Den dag, hvor jeg holder op med at tro, at jeg er i stand til opnå det, er sandsyndligvis den dag, du vil se mig forlade sporten. Men jeg tror bestemt stadig på det.

Den 30-årige kørers kontrakt med Renault gælder sæsonen ud. Om han får flere sæsoner i Formel 1. Og om han når at blive verdensmester, vides endnu ikke, men første skridt mod det, kan han tage i starten af juli, når sæsonen flages i gang med to løb i Østrig.