Formel 1

Mercedes kan ikke ignorere Vettel-nyhed – Red Bull har holdet fyldt op

Sebastian Vettel skal nu på jagt efter et nyt hold. Alejandro Garcia / Ritzau Scanpix

Sebastian Vettel forlader Ferrari-teamet efter denne sæson. Og Mercedes holder øje med kørerens fremtid.

Hvad skal der nu ske med Sebastian Vettel?

Det er det store spørgsmål, efter han og Ferrari tirsdag offentliggjorde, at tyskeren forlader teamet efter denne sæson.

En ny arbejdsgiver kunne være Mercedes. De har lige nu Lewis Hamilton og Valtteri Bottas i stalden, men begge har kontraktudløb efter sæsonen. Mercedes’ teamchef, Toto Wolff, er heller ikke helt afvisende over for idéen.

- Sebastian er en fantastisk kører, har en stor personlighed og er en berigelse for hvert Formel 1-hold, siger Toto Wolff til dpa ifølge Planet F1.

- Med henblik på fremtiden er vi først og fremmest engagerede i loyaliteten over for vores nuværende Mercedes-kørere, men vi kan selvfølgelig ikke ignorere denne udvikling.

Er Red Bull en mulighed?

Sebastian Vettel er firedobbelt verdensmester, da han vandt i 2010, 2011, 2012 og 2013. I alle disse år kørte han for Red Bull, og et skifte tilbage kunne måske genstarte karrieren.

Men det er Red Bulls motorsportskonsulent hurtigt ude at afvise.

- Desværre er vi fuldt besatte på Red Bull, siger Helmut Marko ifølge GP Blog.

- Med Max Verstappen har vi en potentiel verdensmester på holdet, og Alexander Albon fra vores juniorhold har udviklet sig og vil gøre det endnu bedre.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvornår Formel 1-sæsonen går i gang. Som følge af coronapandemien er der ikke blevet kørt et eneste grandprix i 2020.