Formel 1

Dansk komet et varmt bud på ledigt Formel 1-sæde, mener ekspert

Den kun 18-årige Christian Lundgaard er et bud på en ny kører på Renaults Formel 1-hold.  Scanpix

Renault skal finde en ny kører til næste Formel 1-sæson. Danske Christian Lundgaard, der i denne sæson har kørt Formel 2, er en af kandidaterne.

En større kabale i Formel 1-landsskabet er sat i gang. Blandt andre skifter Daniel Ricciardo Renault ud med McLaren fra næste sæson.

Det betyder en ledig plads på Renault-holdet, der nu enten skal købe en ny kører eller tage en op fra deres akademi.

Og hvis de vælger løsning nummer to, er 18-årige Christian Lundgaard et varmt bud, mener TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther.

- Jeg synes, Lundgaard har en rigtig god chance. Han er virkelig hurtig.

Renault har tidligere været ude med rosende ord til den unge dansker, som de har store planer med.

- Vores mål med at have ham på akademiet har altid været at få ham i Formel 1, sagde Renaults akademidirektør, Mia Sharizman, i april.

I marts sagde Renaults teamchef, Cyril Abiteboul, at danskeren ville være inde i billedet som afløser, hvis de ikke forlængede kontrakten med Ricciardo.

Konkurrent har Kina i ryggen

Men Renault har også en anden dygtig kører på akademiet. Den 20-årige kineser Guanyu Zhou, som ligesom Christian Lundgaard kører i Formel 2.

- Det er muligt, at man fra Renaults side hænger bøffen op foran dem på en fiskestang og ser, hvem der klarer sig bedst i Formel 2, siger Jens Winther.

Men udover den hårde kamp på asfalten er Lundgaard muligvis oppe mod andre ting i kampen mellem ham og Zhou.

- Zhou kommer bare med hele Kina i ryggen. Og der er altså lige et par Renault-forbrugere mere. Det har noget at sige, når du er en delvist statsejet fabrik og skal forsvare, hvad du gør overfor staten.

Så selvom Jens Winther mener, at Lundgaard er den bedre kører, kan Zhou have en fordel i at have det klart største marked i ryggen. Der kan betyde et større salg af biler for den franske bilfabrik.

- Hvis du har en kører, som måske er 95 procent af den anden, så kan det godt være, at de sidste 5 procent kan udgøres af en bedre markedsværdi, siger Jens Winther.

Efter Ferrari har fået Carlos Sainz på plads, og McLaren har hentet Daniel Ricciardo, er det nu Renault, som racerverdenen venter svar fra.

Derudover er det uvist, hvor Sebastian Vettel fortsætter karrieren, efter hans kontrakt med Ferrari udløber efter sæsonen.