Formel 1

Formel 1-kabale: Ferrari præsenterer Vettel-afløser, Ricciardo forlader Renault

Sainz bliver Ferrari-kører, Ricciardo McLaren-kører i 2021. Scanpix

Daniel Ricciardo skifter fra 2021-sæsonen Renualt ud med McLaren. Han overtager sædet for Carlos Sainz, som bliver ny Ferrari-kører.

Den australske stjerne Daniel Ricciardo er i gang med sin sidste sæson på det franske Formel 1-hold Renault.

Fra næste sæson skal han køre for McLaren, hvor han overtager sædet fra Carlos Sainz. Det skriver det britiske hold i en pressemeddelelse.

- Tilføjelsen af Ricciardo er et skridt fremad i vores langsigtede plan og vil tilbringe en spændende ny dimension til holdet sammen med Lando (Norris, red.), siger McLaren-direktør Zak Brown.

McLaren vil ikke oplyse længden af aftalen med den australske stjerne, men bekræfter, at der er tale om et samarbejde på flere år.

30-årige Ricciardo nåede to sæsoner hos Renault, såfremt der bliver kørt Formel 1-grandprixer i år. Han har vundet syv grandprixer i sin karriere.

Sainz overtager Vettels Ferrari-sæde

25-årige Carlos Sainz, der forlader McLaren, skulle dog ikke gå lang tid uden et sæde i 2021.

Spanieren er blevet sat i forbindelse med det tomme sæde hos Ferrari fra næste sæson, og kort tid efter McLarens pressemeddelelse, meldte den italienske Formel 1-gigant ud, at det bliver den spanske kører, der skal afløse Sebastian Vettel.

- Carlos har vist sig som yderst talentfuld og har vist, at han har de tekniske egenskaber til, at han passer perfekt ind i vores familie, siger Ferraris team manager, Mattia Binotto.

Det er endnu uvist, hvornår 2020-sæsonen begynder.