Formel 1

Eksperter peger på ti grunde til, at Sainz og Ferrari er et godt match

Carlos Sainz (th) bliver ny teamkollega til Charles Leclerc (tv). Franck Robichon / Ritzau Scanpix

Carlos Sainz blev valgt til det ledige Ferrari-sæde, selvom Daniel Ricciardo var en af bejlerne.

Nul sejre. Én podieplads.

Det er ikke meget champagnesprøjt, 25-årige Carlos Sainz har haft i sine fem år og 102 grandprixer i Formel 1.

Men den manglende jubel fra øverste podietrin er ikke noget, der skræmmer Ferrari.

Den italienske bilfabrikant offentliggjorde torsdag, at Carlos Sainz sammen med Charles Leclerc bliver teamets kørere de næste to sæsoner.

Det er der mange gode grunde til. I hvert fald ti. For så mange har de tre eksperter Edd Straw, Mark Hughes og Scott Mitchell fra motorsportsmediet The Racer fundet frem til.

Ti årsager til hvorfor Sainz viser sig at være et godt match som Sebastian Vettels afløser hos Ferrari.

Eksperter: Derfor passer Sainz godt til Ferrari

  1. Kvalitetskører

    Carlos Sainz skifter McLaren-bilen ud med Ferraris i næste sæson.

    - I de senere år har Sainz leveret store løb, hvor han konstant har hevet det maksimale ud af bilen. Selv under vanskelige omstændigheder. 

    - Hans podieplads i Brasilien understregede det. På gamle dæk, da løbet blev genstartet, var det kun naturligt, hvis han var blevet overhalet af bilerne bag ham på nyere dæk. Men han klarede det ved at være fejlfri og uden at give konkurrenterne en eneste åbning.

  2. God uden for banen

    Carlos Sainz er god til at styre de ting, der følger med som Formel 1-kører.

    - Sainz er meget professionel uden for bilen. Præsentabel, snakkesalig og ekstrem sponsorvenlig. Desuden taler han flydende italiensk, hvilket både er en fordel internt og eksternt for holdet.

    - Intet finansielt sikkert hold vil skrive kontrakt med en kører ud fra, hvordan han agerer uden for banen, men når det er et kæmpe hold som Ferrari, så spiller det ind. Et poleret menneske som Carlos Sainz er en sponsors drøm.

  3. Sjælden blanding

    Carlos Sainz poserer foran sin Toro Rosso-racer, hvor han fik debut i Formel 1.

    - Han er kun 25 år, men han har stillet til start ved102 grandprixer. Ligesom Max Verstappen, som han startede med. En vidunderlig sjælden blanding af ungdom og erfaring.

    - Verstappen, Sainz og Leclerc er en del af et felt, som begyndte tidligt. Det betyder, at kørerne har voldsom erfaring, inden de når deres naturlige peak.

  4. Hurtigere end folk tror

    Carlos Sainz efter det brasilianske grandprix i 2019, hvor han opnåede sin hidtil eneste podieplacering i karrieren.

    - Dette er en meget undervurderet del ved Sainz, men tallene understreger det. I 2015 var han kun 0,06 sekunder langsommere end Verstappen i Red Bull, mens Sainz kørte Toro Rosso. I de første fire løb i 2016 var Sainz 0,08 sekunder hurtigere i kvalen.

    - Det tog en halv sæson hos Renault, inden Sainz begyndte at være marginal hurtigere end Nico Hülkenberg. Hos McLaren havde han overhånden over Lando Norris.

  5. Intelligent

    Carlos Sainz er kendt for at sætte sig grundigt ind i tingene hos sit nye team, inden han overhovedet har været i bilen.

    - Sainz har altid forstået, at køreevnerne ikke udelukkende er nok, og at en kører behøver den fulde pakke på og uden for banen.

    - Han er en intelligent tænkende person, som har en lyst til at forstå teknikaliteter i dybden, der sikrer ham en harmoni med maskineriet. 

    - Det hjælper ham også i kommunikationen med ingeniørerne. Hos McLaren gav det stor respekt fra holdet.

  6. Kan håndtere presset

    Masser af plads til smil hos Carlos Sainz efter sidste sæson hos McLaren, hvor han sluttede som nummer seks i VM-regnskabet.

    - Afvisningen hos Red Bull kunne have dræbt hans Formel 1-karriere. Det har det gjort hos andre. 

    - Efter han endnu engang blev sendt væk - denne gang hos Renault, da Daniel Ricciardo kom til - gav hans stædighed pote. Hos McLaren trivedes han som førstekører. 

    - At håndtere presset forrest i Formel 1-feltet hos Ferrari er en anden størrelse, men han har rejst sig fra alle sine tidligere skuffelser.

  7. Hurtig i regnvejr

    Carlos Sainz har vist gode præstationer i vådt føre.

    - Sainz har præsteret godt i vådt føre. I alt har han stillet til start i otte grandprixer, der har været påvirket af regn, og han har scoret point i seks af dem. I de to andre løb udgik han eller fik en tidsstraf, da han lå i pointene.

  8. Han er det bedste match

    Carlos Sainz nåede at være en del af Red Bull-organisationen sammen med Max Verstappen og Daniel Ricciardo.

    - Sammenlignet med den anden bejler i Ricciardo passer Sainz bedre til Ferrari. Han er på et tidligere punkt i karrieren, er fem år yngre og er ikke et sted, hvor tiden løber ud for at blive verdensmester. 

  9. Han er også billigere

    Daniel Ricciardo skulle angiveligt have mere i løn, hvis Ferrari ville hente ham.

    - Ricciardo var nok ikke i stand til at kunne få de 20 millioner pund om året, han fik hos Renault. Men han ville helt sikkert være dyrere end det, Sainz er værd. 

    - Leclerc er Ferraris førstevalg på lang sigt. Hvorfor betale mange penge for hans teamkollega?

  10. Han er klar

    Carlos Sainz' formkurve i Formel 1 har kun været opadgående.

    - Sainz har haft en kompakt men varieret tid i Formel 1. Det har udmøntet sig i hans niveau fra 2019, hvor han var den bedste i midterfeltet. 

    - Han har været hos tre forskellige hold, så han forstår udfordringerne ved at tilpasse sig til nye ting. 

    - Sainz forstår maskineret, han har vist, hvad han kan bag rattet, og han ved, hvordan Formel 1 fungerer på og uden for banen. Han er klar til at gøre brug af de egenskaber hos et større hold.