Formel 1

Formel 1-komet vil få Hamilton til at fortryde det råd, han fik af ham

Lewis Hamilton og George Russell i samtale før det belgiske grandprix i sidste sæson. Johanna Geron / Ritzau Scanpix

Det unge motorsportstalent kan fortælle, at Lewis Hamilton gav ham nogle råd under hans tid i Formel 2, der hjalp ham med at blive bedre.

I 2019 blev George Russell en del af motorsportens fineste selskab, da han debuterede for Williams-teamet i Formel 1.

Debutsæsonen var dog en blandet oplevelse for briten, hvis team kæmpede med flere problemer undervejs især på grund af den ringe FW42-racer.

Da Russell satte sig i Formel 1-sædet, var det med flere GP3- og Formel 2-titler bag sig, og nu fortæller han, at det var nogle dækrelaterede råd fra Lewis Hamilton, der havde givet ham det sidste skub mod toppen af motorsporten.

- Jeg fik lidt råd fra Lewis for to år siden, da jeg kørte Formel 2, siger George Russell til Sky Sports og uddyber:

- Det handlede mest om dækkene, og hvordan man kan få mere ud af dem. Jeg vil sige, at det var en lille ting, der hjalp mig med at finde det sidste, jeg manglede i min Formel 2-karriere. Jeg har faktisk også taget det med mig i Formel 1, hvor det har gavnet mig.

Vil få den seksdobbelte verdensmester til at fortryde

Nu håber den 22-årige Williams-kører så, at han en dag vil få den seksdobbelte verdensmester til at fortryde at have givet ham det råd.

- Det lille stykke information udløste noget i mit sind, og jeg tænker meget på det, og på hvordan jeg kan få endnu mere ud af det. Jeg håber, at jeg kan få ham til at fortryde at have givet mig det råd en dag.

Tiden må vise, hvornår Russell når et punkt i karrieren, hvor han reelt kan udfordre Hamilton.

Planen, for hvornår de to igen kan spænde sikkerhedsselen og køre grandprix, er foreløbig i Østrig fra 3. til 5. juli uden tilskuere.