Formel 1

Formel 1-stjerne fik travlt under virtuelt løb - kæresten var låst ude

Charles Leclerc havde svært ved ikke at grine lidt, da det gik op for ham, hvad der var galt. Andrej Isakovic / Scanpix Denmark

Racerkøreren var meget optaget af det løb, han var ved at køre online.

Selvom Formel 1-sæsonen ikke er kommet i gang endnu, har Ferrari-køreren Charles Leclerc haft rigeligt at se til.

Han har nemlig været en flittig deltager ved de virtuelle løb.

Selvom han er vant til de hurtige biler, har den virtuelle del krævet en del øvelse.

Og dele af den øvelse foregår tilsyneladende så intenst, at han har svært ved at opfange, hvad der sker omkring ham.

I hvert fald blev han meget overrasket, da der pludselig tikkede en uventet besked ind på hans Twitch-konto, hvor han var ved at streame lørdagens træning.

- Argh. Min kæreste er på Twitch, og hun siger, at jeg skal åbne døren til vores lejlighed, så hun kan komme ind. Vent lige ét sekund, lød det i videoen fra den unge Ferrari-kører.

Kæresten havde ventet uden for i næsten en halv time, fordi han ikke kunne høre sin telefon med hovedtelefoner på.

Måtte købe et abonnement

Da den 22-årige racerkører kom tilbage til sit professionelle setup, kom han med en uddybende forklaring.

- Min kæreste var nødt til at købe et abonnement på min Twitch-kanal for at kunne fortælle mig, at jeg skulle åbne døren.

- Så jeg fik en ny følger - det er jeg meget glad for, fortalte han med et stort smil til sine følgere.

Men glæden varede ikke længe. Leclerc fandt nemlig hurtigt ud af, at hans kæreste ikke havde tænkt sig at følge med på Twitch-kanalen længe.

- Hun købte kun én måneds abonnement, skriver han på sin Twitter efterfulgt af en skuffet smiley.

Der har ellers været god grund til at købe et længere af slagsen. Charles Leclerc har nemlig klaret sig forrygende i de virtuelle løb.