Formel 1

Holdejer har fidus til ny Ferrari-kører: - Kan køre lige op med Leclerc

Fremover kommer Charles Leclerc og Carlos Sainz begge til at sidde i det røde Ferrari-tøj.  Franck Robichon / Ritzau Scanpix

Carlos Sainz kan gå hen og blive den helt store overraskelse hos Ferrari, mener hans tidligere chef.

’Carlos Sainz skal køre for Ferrari’.

Sådan lød overskriften tidligere i sidste uge, da det kom frem, at det bliver den 25-årige spanske kører, der skal overtage Sebastian Vettels plads hos italienerne.

Her bliver Sainz holdkammerat med Charles Leclerc, og hvis Ferrari har planer om, at lave en ’første’ og ’anden’ kører ud af de to, kan de godt tro om igen.

- Hvis Ferrari tror, at de har ansat en kører nummer to, har de muligvis undervurderet Carlos, siger Trevor Carlin, ejer af Carlin Motorsports til til F1.

Tilbage i 2012 ansatte han Carlos Sainz til at køre for sit daværende Formel 3-hold, og tidligere har han også ansat Sebastian Vettel, Nico Rosberg og Daniel Ricciardo i begyndelsen af deres respektive karrierer.

Kan køre lige op med Leclerc

Ifølge Carlin har Ferrari måske fået mere foræret, end de aner ved at vælge at skrive under med Sainz i stedet for Ricciardo som erstatning for Vettel.

- Jeg ved, at der går historier om, at Red Bull har en kører nummer et, at Mercedes har en kører nummer et - og at Ferrari har en kører nummer et. Men det kan jeg ikke se for mig med Carlos. Jeg tror, at han med samme behandling og biler kan køre lige op med Leclerc, siger han og uddyber:

- Carlos er virkelig god. Charles kan måske få ham til kanten i kvalifikationen, men når det kommer til løbet, tror jeg, at Carlos vil være over ham. Jeg tror, at han vil kæmpe for at gøre sig fortjent til sin plads der.

'Han er modnet til at blive den ægte vare'

Fra 2015 til 2016 var Carlos Sainz en del af Red Bulls juniorprogram, hvor han blandt andet kørte Formel 3. Senere i karrieren blev han en del af Red Bulls Toro Rosso-hold, som han debuterede i Formel 1 med.

Og siden dengang har Trevor Carlin set Sainz udvikle sig mere og mere som kører.

- Han er meget mere afslappet, meget mere komfortabel og meget mere selvsikker. Han er modnet til at blive den ægte vare, og jeg er meget glad på hans vegne.

Søn af en verdensmester i rally

Når 25-årige Sainz møder op som ny kører til første arbejdsdag på Maranello, må man kunne forvente et vist pres på de spanske skuldre. Men som søn af den to gange tidligere verdensmester i rally, Carlos Sainz Sr., er den unge kører vant til forventningspresset.

- Jeg tror faktisk, at presset vil være på Charles’ skuldre. Når Carlos virkelig stepper op, kan han være overraskelsesshowet hos Ferrari og gøre Tifosi meget, meget glad, siger Trevor Carlin og tilføjer:

- En af de ting, vi bemærkede, da han kørte for os var, hvor enestående han er på en våd bane. Det var bare latterligt, hvad han kunne gøre, når han startede. Det kommer af at køre strandbuggyer og markræs rundt om i Spanien med sin far som lærer. Jeg tror, ​​han ville have været en forbandet god rally-kører – ligesom han er det i Formel 1.