Formel 1

Alonso er klar til et comeback i Formel 1, siger hans rådgiver

I 2001 debuterede Fernando Alonso i Formel 1. Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Den dobbelte Formel 1-verdensmester Fernando Alonso kan være på vej tilbage til Formel 1 fra næste sæson.

17 år efter Formel 1-debuten parkerede Fernando Alonso sin McLaren-racer i garagen og indstillede den del af karrieren i 2018.

I stedet skulle han køre andre løb som Indianapolis 500 og Dakar-rally.

Jeg har en idé i hovedet, og den næste udfordring vil være vigtig og på højeste niveau

Fernando Alonso

Men ifølge hans personlige rådgiver skulle den dobbelte verdensmester være klar til et comeback i Formel 1 fra 2021.

Flavio Briatore, der er hovedrådgiver for Fernando Alonso, siger ifølge BBC, at spanieren er klar til at vende tilbage.

- Fernando er motiveret. Et år væk fra Formel 1 har været godt for ham. Han har detoxed sig selv, og jeg ser ham mere rolig og klar til at vende tilbage.

Afviser ikke et comeback

Alonso åbner også selv for muligheden om gensyn med Formel 1.

Han har været ude og sige, at han vil køre de næste to, tre eller fire år i den højeste kategori.

- I 2020, inden coronavirus-problemerne, ønskede jeg at tage det roligt og kun køre Indianapolis 500, hvile godt, oplade batterier og vende tilbage til noget vigtigt i 2021. Det var tanken, og det vil jeg fortsat forsøge at gennemføre, siger Alonso ifølge det spanske medie Sport.

- Min fysik og motivation er god. Nu vil jeg gerne fokusere på den højeste hylde i motorsport, uanset om det er at vende tilbage til Formel 1, udholdenhedsløb eller måske Indycar. Jeg har en idé i hovedet, og den næste udfordring vil være vigtig og på højeste niveau.

På Alonsos Instagram puster han også liv til snakken.

Et kort videoklip ledsaget af et timeglas som tekst, har også fået hans fans til at spekulere i et muligt comeback.

Kørerrokade giver muligheder

Kørerrokaden for 2021-sæsonen er i fuld gang. Og efter at det blev offentliggjort, at Daniel Ricciardo skifter til McLaren næste sæson, har det efterladt et ledigt sæde hos Renault.

Som det ser ud nu, er det den mest realistiske mulighed for at Alonso kan få et sæde hos et team, hvor han kan være konkurrencedygtig.

Og det er et team, han kender særdeles godt.

Han startede nemlig som testkører for dem i starten af sin karriere. Og var fast kører fra 2003 til 2009 med en enkelt afstikker til McLaren i 2007.Det er også med Renault, han er blevet verdensmester to gange.

Inden han stoppede Formel 1-karrieren nåede han at vinde 32 grandprixer og blive verdensmester i 2005 og 2006. Han nåede både at køre for Minardi, Renault, McLaren og Ferrari.