Formel 1

Bottas bliver verdensmester i år, spår tidligere verdensmester

Valtteri Bottas havde sin bedste Formel 1-sæson i 2019. Andrej Isakovic / Scanpix Denmark

Mika Hakkinen er overbevist om, at Valtteri Bottas har, hvad det kræver for at kunne kalde sig verdensmester, når sæsonens sidste løb er kørt.

Syv år i Formel 1. Syv grandprixsejre. Men endnu intet verdensmesterskab.

Skal 2020 blive året, hvor Valtteri Bottas henter den prestigefyldte titel?

Ja, er svaret, hvis man spørger den tidligere Formel 1-kører og dobbelte verdensmester Mika Hakkinen, der samtidig er en del af finnens ledelsesteam.

- Valtteri har en god position hos Mercedes. Han er en mega stor kører. Jeg er sikker på, han er bedre end nogensinde før, så jeg har ekstremt høje forventninger til, at han bliver verdensmester i år, siger Mika Hakkinen til F1 Nation-podcast, ifølge GP Fans.

- Det er det, vi har arbejdet meget hårdt på i årevis. Samlet alle kvaliteter og værktøjer så han kan komme dertil.

Den bedste sæson hidtil

Udmeldingen kommer ovenpå 2019-sæsonen, som var Mercedes-kørerens bedste sæson hidtil. Her tog han fire grandprixsejre og sluttede på en andenplads. Kun overgået af teamkollegaen Lewis Hamilton.

Selvom Bottas op til flere gange har vist sig at være en formidabel udfordrer til teamkammeraten, så har han aldrig helt formået at være en vedvarende trussel i kampen om verdensmesterskabet.

Det får dog ikke Hakkinen til at ændre mening om, at han fortsat forventer, at landsmanden kan lade sig hylde som verdensmester, når det sidste løb er kørt i denne sæson.

Meget at bevise

Med en kontrakt, der udløber ved udgangen af 2020, kan et muligt verdensmesterskab være den bedste måde at vise teamet, at han fortjener at blive i sin Mercedes-racer.

En racer, der ellers går meget snak om, hvem skal overtage. Nogle har afskrevet finnen til en kontraktforlængelse hos Mercedes. Mens mange sender sædet i retningen af tyskeren Sebastian Vettel, der tidligere har meldt ud, at han stopper hos Ferrari efter sæsonen.

Indtil videre er det Bottas, som sidder i raceren og må bevise sit værd. Første chance for det i 2020-sæsonen bliver 5. juli, når det første af to løb skal køres på Red Bull Ring i Østrig.