Formel 1

Vettel er en outsider til Mercedes-sæde, siger teamchef

Toto Wolff og Sebastian Vettel har et godt forhold, og et muligt samarbejde er ikke udelukket. Andrej Isakovic / Scanpix Denmark

Toto Wolff, der er teamchef hos Mercedes, vil ikke lukke døren for Sebastian Vettel. Han fokuserer dog på at forlænge med de nuværende kørere.

Ingen af Mercedes’ nuværende kørere har kontrakter for 2021-sæsonen.

Derfor vil holdets teamchef, Toto Wolff, ikke lukke døren for Ferraris Sebastian Vettel, der heller ikke har en kontrakt for 2021-sæsonen. Det fortjener han ikke, siger Wolff.

- Han er en outsider til en plads i cockpittet hos Mercedes, men vi ser primært på vores nuværende kørere, siger Toto Wolff ifølge tyske Sky Sport.

- Vi skylder en firedobbelt ikke at sige nej med det samme. Man er nødt til at tænke over det. På den anden side har vi et fantastisk lineup, og jeg er glad for begge af vores kørere. Men man ved aldrig. Måske beslutter én, at han ikke vil køre mere, og så er der pludseligt en ledig plads.

Lewis Hamilton og Valtteri Bottas er teamets to nuværende kørere. Det forventes, at Hamilton forlænger sin kontrakt, imens det er usikkert, hvad planen er med 30-årige Bottas. Derudover kan holdet også gøre brug af George Russell, der lige nu kører for Williams-holdet, da han var ungdomskører for Mercedes og har en forhåndsaftale med dem.

Holder mulighederne åbne

I 2016 forlod Nico Rosberg Mercedes med to år tilbage af sin kontrakt. Han blev erstattet af Bottas i 2017, men holdet blev efterladt med en usikkerhed over vinteren.

Toto Wolff vil gøre alt for, at dette ikke sker igen.

- Der er derfor, at jeg ikke går ud her i juni og siger: ’Der er ingen chance, Sebastian’. Jeg ville ikke gøre det til ham som kører.

- Så vi holder vores muligheder åbne, men vi fokuserer selvfølgelig på at diskutere kontrakter med vores nuværende kørere.

De første otte Formel 1-grandprixer, der køres fra 5. juli til 6. september, ligger nu fast i kalenderen.

Alle disse grandprixer vil blive afviklet uden tilskuere.