Formel 1

Formel 1 aflyser tre grandprixer

Formel 1-feltet i aktion i starten af sidste sæson, hvor ingen skænkede coronavirus en tanke.  Attila Kisbenedek / Ritzau Scanpix

Motorsporten mærker stadig konsekvenser af coronavirus, og det har nu ført til aflysninger af tre Formel 1-løb. Nu er flere europæiske løb i spil.

Formel 1-kørerne skulle have besøgt både Aserbajdsjan, Singapore og Japan.

Men nu er de tre løb aflyst på grund af coronavirus. Det oplyser Formel 1 på sin hjemmeside fredag.

- Disse beslutninger er taget på grund af de forskellige udfordringer, som vores promotorer står overfor i disse dage. I Singapore og Aserbajdsjan tager den lange forberedelsestid, der kræves for at konstruere bybanerne gjort det umuligt at afholde begivenhederne i en periode med usikkerhed, og i Japan førte rejserestriktionerne også til beslutningen om ikke at fortsætte med løbet.

Flere europæiske baner

Planen er stadig at slutte sæsonen i Bahrain og Abu Dhabi. Med de otte allerede bekræftede løb giver det ti i alt. Dertil mangler Brawn og resten af Formel 1 at finde fem eller seks løb mere for at færdiggøre kalenderen.

Her udelukker Brawn ikke, at der kan komme flere baner, der skal afholde mere end ét løb - ligesom tilfældet er med både Red Bull Ring og Silverstone. De arbejder stadig på at tilføje et par europæiske baner mere.

Nogle af de baner, der er i spil, er blandt andet Mugello, Imola, Portimao og Hockenheim.

- Tingene sker hurtigt, men vi har stadig tid. Vi har masser af forskellige muligheder, og vi er meget overbeviste om, at vi vil have en god anden halvdel af sæsonen.

Sikker genstart

Selvom de aflyser løbene på baggrund af de udfordringer, mange lande stadig står overfor med coronavirus, så forsikrer motorsportschefen, Ross Brawn, om, at de har taget alle forbehold for at kunne gennemføre de resterende planlagte løb.

- Vi værdsætter, at dette stadig er en tid med usikkerhed og kompleksitet rundt om i verden og vil fortsætte med at sikre, at vi fortsætter med 2020-sæsonen på en forsigtigt og fleksibel måde. Vi har detaljerede og robuste sikkerhedsplaner for at sikre, at vi begynder vores sæson på den mest sikre måde, siger Ross Brawn til Formel 1s hjemmeside.

Feltet starter på Red Bull Ring i Østrig med to løb den 5. og 12. juli.