Formel 1

Formel 1 tager afstand fra tidligere chefs kontroversielle udtalelser i racismedebat

I knap 40 år stod Bernie Ecclestone i spidsen for Formel 1, indtil han i 2017 blev erstattet af Chase Carey.  Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Den tidligere Formel 1-chef Bernie Ecclestone har endnu engang givet en kontroversiel kommentar - denne gang i racismedebatten.

Racismedebatten har for alvor sat sine hjulspor i motorsportens fineste selskab, Formel 1.

Med amerikanske George Floyds død i bakspejlet er det fartglade felt nemlig også blevet kigget efter i sømmene, mens især Lewis Hamilton har været en magtfuld stemme i kampen om øget diversitet.

Men til trods for Hamiltons opbakning og det nyoprettede #WeRaceAsOne-initiativ er Formel 1 nu stødt på et lille bump på vejen, efter at den tidligere Formel 1-chef Bernie Ecclestone er kommet med en kontroversiel udtalelse.

- I mange tilfælde er sorte mennesker mere racistiske end hvide mennesker, siger Ecclestone til CNN Sport.

Da CNN Sport efterfølgende udfordrede Ecclestone på påstanden, var han ikke i stand til at fremlægge konkrete beviser. Han sagde blot, at "han havde bemærket det gennem årene".

Hr. Ecclestone har ikke spillet nogen rolle i Formel 1, siden han forlod vores organisation i 2017

Pressemeddelelse fra Formel 1

Ecclestone roser Hamilton

Den 89-årige brite, der i knap 40 år sad i førersædet for Formel 1 og gjorde det til en global milliardvirksomhed, roser trods kommentaren Hamiltons indsats i kampen for mere lighed.

- Lewis er lidt speciel. For det første er han meget, meget talentfuld som kører, og han ser også ud til at være talentfuld, når han stiller sig frem og taler, siger Eccelstone og tilføjer:

- Den sidste kampagne, han lavede for sorte, er vidunderlig. Han laver et godt stykke arbejde, og det er folk som ham, folk lytter til.

Lewis Hamilton og Bernie Ecclestone efter Hamiltons første verdensmestertitel i 2008.

Den seksdobbelte verdensmester, Lewis Hamilton, der er den første og eneste sorte kører i Formel 1, har udover for nyligt at oprette en Hamilton-kommission for at øge mangfoldigheden i motorsport også fået sine kollegaer til at komme på banen.

Bernie Ecclestone tror dog ikke på, at initiativer som Hamiltons vil have stor indvirkning på sporten, eller at det hjælper at rive statuer af slavehandlere ned.

- Jeg tror ikke, det vil gøre noget dårligt eller godt for Formel 1.

- Jeg tror, ​​de er nødt til at begynde at blive undervist i skolen, siger Ecclestone og uddyber:

- Jeg synes, det er dumt at tage alle disse statuer ned. Man skulle have ladet dem stå, så man kan vise dem til børnene og fortælle dem, hvorfor de er der, hvad de gjorde, og hvor forkert det var.

Formel 1 tager afstand

Kort efter Bernie Ecclestones kommentarer udsendte Formel 1 en pressemeddelelse på deres hjemmeside, hvori de erklærer sig uenige i den tidligere administrerende direktørs udtalelse.

- I en tid, hvor sammenhold er nødvendigt for at tackle racisme og ulighed, er vi helt uenige med Bernie Ecclestones kommentarer, der ikke har nogen plads i Formel 1 eller i samfundet.

- Hr. Ecclestone har ikke spillet nogen rolle i Formel 1, siden han forlod vores organisation i 2017, skriver de i pressemeddelelsen.

Kendt for at være kontroversiel

Den britiske milliardær fik for alvor Formel 1 på verdenskortet, da han sad i det varme sæde, men udover at have haft stor betydning for motorsporten, er Ecclestone også kendt for flere kontroversielle udtalelser.

I 2009 roste han blandt andet Adolf Hitler for at være ’i stand til at få tingene gjort’, mens han derudover har støttet Vladimir Putins politik over for homoseksuelle og sagt, at kvinder skulle klæde sig i hvidt, som alle andre husholdningsapparater.

Den russiske præsident, Vladimir Putin og daværende Formel 1-chef Bernie Ecclestone sidder sammen og ser det russiske Formel 1 grandprix i 2015.

Briten undskyldte efterfølgende for kommentarerne.

Ingen Formel 1 uden Ecclestone

Efter George Floyds død delte Lewis Hamilton sine egne oplevelser med racisme i en artikel fra The Times. En af hændelserne, han beskrev, var fra et løb i Spanien i 2008, hvor Formel 1-stjernen blev hånet af fans.

Ecclestone blev på daværende tidspunkt kritiseret for ikke at tage situationen alvorlig.

- Jeg er overrasket over, at det gik ham på. Jeg troede ikke, at det påvirkede ham, siger han om episoden.

Den tidligere Formel 1-chef har dog også efterladt et positivt indtryk blandt kørere fra før Hamiltons tid.

Som ejer af raceteamet Brabham inviterede Ecclestone i 1986 Willie T. Ribbs til en prøvekørsel i Portugal, og hvis alt var gået efter planen, kunne amerikaneren have været Formel 1-historiens første sorte kører.

I stedet forsatte Ribbs med at køre i IndyCar og NASCAR, og i et interview med CNN Sport for nyligt brugte han kun superlativer til at beskrive Ecclestone.

- Jeg ved ikke engang, om Formel 1 ville eksistere nu, hvis det ikke var for Bernie Ecclestone, siger Ribbs og fortæller om episoden i 1986:

- Han ville have mig i bilen. Han ville have mig i Formel 1, men hans sponsorer på det tidspunkt var italienske. De ville kun have italienske chauffører, og jeg respekterer ham fuldstændigt.

- Mit mål var komme i Formel 1, men Bernie Ecclestone satte et aftryk, fordi han satte den første sorte mand i en Formel 1-bil.

Formel 1-sæsonen starter den 5. juli med et grandprix i Østrig. Indtil videre er der blevet givet tilladelse til at gennemføre otte løb.